Landmanden gør sit for at redde den grønne trepart. Gør regeringen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I snart to år har repræsentanter for kommuner, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening samarbejdet i de lokale grønne treparter om en af de største omstillinger af det danske landskab i nyere tid. Målet har været at styrke vandmiljø og klima uden at sætte dansk fødevareproduktion over styr.

På tværs af interesser er der udarbejdet lokale omlægningsplaner, som hvis de gennemføres, kan skabe et grønnere Danmark med mere natur og fortsat adgang til gode danske fødevarer. Derfor er det også dybt beklageligt, at en stor del af landbrugets repræsentanter nu har set sig nødsaget til at trykke på pauseknappen i trepartsarbejdet.

Ikke fordi vi har mistet troen på den grønne trepart. Tværtimod. Landbruget bakker fortsat op om aftalen og behovet for både miljø- og klimaindsatser. Men et samarbejde kan kun fungere, hvis de forudsætninger, der ligger til grund for aftalen, bliver respekteret. Desværre er det modsatte sket. Internationale anbefalinger om fælles miljømål er blevet tilsidesat. Krav til spildevandsudledninger er lempet, mens byrden er skubbet over på landbruget. Et aftalt værn mod omfattende braklægning er fjernet.

Landmænd reguleres forskelligt på baggrund af usikre modelberegninger. Lovede garantier i forbindelse med arealomlægning er ikke blevet overholdt. Målsætninger og datagrundlag er ændret undervejs. Kompensation finansieres gennem midler, som ellers skulle understøtte erhvervets udvikling.

Man fodrer hunden med egen hale. Fagligt omdiskuterede beregningsmodeller får stadig større betydning. Den lovede vækstplan for fødevareerhvervet er udeblevet. Og senest har ændringer i reguleringsmodellen skabt nye og uforudsete konsekvenser for mange landmænd. Hvert enkelt forhold kan måske forklares på Christiansborg af dygtige retorikere med adgang til en særlig rådgiver. Men samlet efterlader det et indtryk af, at spillereglerne ændres under kampen. Det ligner, at man er mere fokuseret på blot ukritisk at reducere det danske landbrugsareal end at bedre miljø og natur.

Derfor har landbrugets repræsentanter trukket i håndbremsen. Ikke for at stoppe arbejdet, men for at redde det. Kan vi komme tilbage til det oprindelige aftalegrundlag: at vi får taget præcis de arealer ud, som giver mest miljø- og natureffekt, uden at vores evne til at producere gode danske fødevarer lider last. For danske landmænd går ikke efter konflikt, de søger løsningerne. Men når enorme landbrugsarealer skal omlægges eller skifte hænder, må rimelighed, ordentlighed og respekten for den private ejendomsret være fundamentet.

Danmark har en historisk mulighed for at skabe et grønnere land uden at svække fødevareproduktionen, arbejdspladserne og forsyningssikkerheden. Den mulighed må ikke forspildes. Landbruget har taget ansvaret på sig. Det har kommunerne. Det har naturorganisationerne. Nu er det tid til, at Christiansborg gør det samme.