Kun en tåbe frygter ikke at bygge et bæredygtigt hus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I bedste sendetid på DR bygger Søren Vester bæredygtigt. Han lægger ikke skjul på, at det er langt dyrere end at bygge konventionelt, og at der ikke findes nogen imponerende business case at præsentere for bankrådgiveren.

På et tidspunkt står hans ingeniør og hjælper med at skovle tonsvis af biogen isolering ind i taget, og Vester fremhæver, hvor stor en tryghed der ligger i, at ingeniøren rent faktisk står på mål for det, han har beregnet. En sådan rådgiver kunne vi godt have brugt.

Vi ville også bygge så bæredygtigt som muligt. I dag har vi brugt 450.000 kr. på rådgivning, vi har en grund til salg, og vi har mistet tilliden til rådgiverbranchen. Det bør bekymre andre end os.

Vi forelskede os i Haastrup, en lille landsby på Sydfyn, og det lykkedes os at overtale nogle af de lokale til at sælge os et stykke af deres grund. Med Svanninge Bakker lige uden for døren og udsigt over Det Sydfynske Øhav var vi ovenud lykkelige.

Planen var et kompakt hus på skruefundament, bygget af halmelementer fra EcoCocon: biogene materialer, genbrug, vedvarende energi, regnvandsopsamling og et så lille klimaaftryk som muligt.

Vi vidste godt, det ville blive dyrt, for vi bygger i Vandkantsdanmark, hvor lave kvadratmeterpriser betyder dårligere låne- og vurderingsmuligheder. Men hvis ikke vi skulle gå foran, hvem skulle så?

Efter otte måneders planlægning med et større rådgivningsfirma fra Aarhus, som havde særlig erfaring med EcoCocon, stod vi endelig med et projekt, vi var glade for.

Men da det skulle i udbud, kunne vi ikke finde håndværkere på Fyn, der ville eller kunne løfte opgaven, og den entreprenør, vi til sidst valgte, viste sig heller ikke at kunne magte den.

Vi hentede derfor en anden rådgiver ind, som vurderede, at udbudsmaterialet var mangelfuldt.

Vi kan ikke selv afgøre, om det var årsagen til, at det gik galt, men det var på dette tidspunkt, vi for alvor blev opmærksomme på noget, vi som almindelige bygherrer ikke havde tænkt over: Den, der projekterer et byggeri, har ikke bare til opgave at beregne og beskrive det. Der er også et ansvar – om ikke juridisk, så moralsk – for, at det, der bliver projekteret, rent faktisk kan opføres lokalt til en realistisk pris.

Efter et moderat pres indvilgede rådgiverfirmaet i selv at overtage byggeriet, cirka 1 mio. kr. dyrere end det oprindelige tilbud plus transport fra Aarhus.

Byggesummen ville ende omkring 4,6 mio. kr. for 120 kvm, uden køkken og malerarbejde, og dertil skulle lægges 300.000 kr. i rådgivning samt byggemodning.

Vi følte os fanget. Ingen andre kunne eller ville tage opgaven, og rådgiveren kunne først gå i gang foråret efter. Så vi prøvede en sidste vej: En ny rådgiver skulle projektere et træhus uden EcoCocon, men stadig bæredygtigt, for 200.000 kr. at omforme projektet.

Men forslaget, vi fik tilbage, lignede i alt væsentligt et traditionelt typehus med støbt fundament og dampspærre. Vi trak stikket.

Samlet har vi nu betalt 450.000 kr. til rådgivning og undersøgelser plus et tilgodebevis på 50.000 kr. hos et køkkenfirma.

Vi havde råd til at bygge et hus med høje ambitioner. Men vi havde ikke råd til at blive ved med at sende gode penge efter dårlige uden nogensinde at se skyggen af et hus. Og menneskeligt set var der absolut minus på kontoen.

Politikere og byggebranche efterspørger mere bæredygtigt byggeri, men hvis det alene er de private bygherrer, der skal bære risikoen ved at gå forrest, skal man ikke undre sig, når de giver op. Og når de gør, forsvinder deres erfaringer med dem, så de næste skal begynde forfra.

Sådan får vi ikke en bæredygtig byggebranche.