Folk er farveblinde for lysregulering
Det er ikke et særskilt problem, at folk har svært ved at stoppe ved jernbaneoverskæringer. De har i det hele taget svært ved at stoppe for noget som helst.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hver eneste gang jeg kører bil, ser jeg folk, der drøner over for rødt lys. Ikke bare taxagrønt, men rødt lys, der har været rødt så længe, at der er blevet grønt for de modkørende.
At Jyllands-Posten 9/9 beskriver, at folk heller ikke stopper ved jernbaneoverkørsler, selvom lysene blinker, klokkerne bimler, og bommene er ved at gå ned, undrer mig ikke det mindste. Hvorfor skulle jernbaneoverkørsler være et særskilt problem?
Jeg kigger ind i kabinerne i håb om at opdage en fællesnævner for de formastelige, der sætter andres liv og lemmer i fare, men jeg finder ingen fællestræk. Det er høj som lav, ung som gammel, danskere som indvandrere, der kører over for fuldt rødt. Hvad sparer de i tid? Et halvt minut? Og nu holder de nede i det næste lyskryds.
Gad vide, om det er de samme mennesker, der glemmer at køre, når det bliver grønt, fordi de sidder med næsen nede i mobilen?
Jeg er begyndt at opfatte lyskryds som vejledende, for jeg stoler ikke længere på dem. Forleden var et større lyskryds slået fra, hvor jeg bor. Det var ret interessant at observere, hvor glat trafikken kørte imens. Folk passede på og var agtpågivende. Det er de mærkeligt nok ikke, når lysene virker.