Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Socialdemokraternes politik er socialt uretfærdig

Socialdemokraterne får med overfladisk retorik partiets pensionsforslag til at lyde retfærdige og fornuftige. Men læs videre.

Carsten LundKonsulent, Bjerringbro

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lad mig starte med at varedeklarere, at jeg er socialliberal. En fri markedsøkonomi er det bedst kendte system til at skabe velstand i et samfund. Samtidig skaber den medfølgende ulighed problemer, og derfor er omfordeling nødvendig. Med den rette balance i skattesystemet kan vi få en høj velstand og et harmonisk samfund. Men hvad er den rette balance?

Her er det sundt at tænke på, at skat helt principielt betyder, at et vælgerflertal stjæler penge fra et mindretal. Og med få undtagelser er penge ikke noget, ”de rige” bare har. De har tjent dem ved at skabe en værdi, som har gavnet andre. Når vi opkræver skat for at skabe ”social retfærdighed”, skal vi derfor lige huske, at vi udøver en anden uretfærdighed derved.

Nu ønsker socialdemokraterne at udvide Arne-pensionen. Partiet udnytter den demografiske udvikling, idet antallet af seniorer blandt vælgerne vokser, mens antallet af yngre bliver færre.

Derfor kan det politisk betale sig at føre en politik, som tilgodeser seniorerne. Partiet ønsker også at indføre en formueskat. Dvs. man vil tage endnu mere fra en iværksætter, som ved hårdt og intelligent arbejde har skabt værdi til andre og i øvrigt allerede har betalt skat af sin løn én gang. Eller fra landmanden, som ikke driver en ret profitabel forretning, men som har store værdier bundet i staldbygninger, maskiner og jord.

Socialdemokraterne får med deres overfladiske retorik disse forslag til at lyde retfærdige og fornuftige. Men hvis man tænker over det i lidt længere tid, end det tager at scrolle over et Facebook-opslag, så opdager man noget andet.

Forslagene er dybt uretfærdige, de øger manglen på arbejdskraft, og de gør Danmark fattigere, fordi investeringer søger andre steder hen. Men det betyder ikke noget for socialdemokraterne, for de høster stemmer hos nogle store vælgergrupper, som kun forholder sig overfladisk til politik.