Stop klynkeriet og tag ansvar for landbruget
Der mangler politisk lederskab og ansvar og klynk og dårlige undskyldninger redder hverken grisene, fjordene eller landbruget.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»Stop hetzen mod dansk landbrug,« skriver fødevareminister Jacob Jensen (V) på Facebook. Ministeren er nemlig vred på Alternativet og dele af venstrefløjen, fordi vi kritiserer ham og den konventionelle svineproduktion for at svigte dyrevelfærden og ignorere landbrugets konsekvenser for vores natur, miljø og drikkevand.
Men kære Jacob Jensen: Der er forskel på hetz og berettiget kritik.
Dansk landbrug er blandt verdens mest intensive og har generelt store problemer med dyrevelfærden. Søer behandles som simple fødemaskiner, systematisk halekupering foregår stadig, og 25.000 pattegrise dør hver eneste dag i svinefabrikkerne. Samtidig er grundvandet presset af pesticider, gylle og gødning fra landbrugets giftmarker.
Det er ikke småting, vi taler om. Og derfor er det egentlige problem heller ikke Alternativets kritik af problemerne i landbruget. Problemet er, at ministeren nægter at tage kritikken alvorligt og i stedet skyder tilbage på budbringerne.
Når aktivister afslører vanrøgt af grise i svinefabrikkerne, er det ifølge ministeren synd for landmændene, men ikke grisene. Når politiske partier kræver bedre dyrevelfærd og mindre miljøforurening, er det med ministerens egne ord udtryk for en hetz mod landmændene, uanset konsekvenserne for drikkevandet, dyrene og vandmiljøet.
Men dansk landbrug har ikke brug for klynk fra en overbeskyttende minister, men for politisk lederskab. Og når et erhverv nyder godt af økonomisk støtte fra fælleskassen, må det i øvrigt finde sig i, at der stilles krav den anden vej. Krav om at reducere kvælstofudledningen, så vores fjorde ikke kvæles. Krav om reelle miljø- og klimareduktioner og ikke flere forbandede, fejlslagne frivillige aftaler. Krav om, at søer ikke spændes fast i ugevis og reduceres til produktionsapparater i en industri, hvor tusindvis af pattegrise dør hver dag. Krav om stop for rutinemæssig halekupering og lange dyretransporter, så vi fremmer ordentlig dyrevelfærd.
Og når vi nu taler om dyrevelfærd; det er i sig selv absurd, at Jacob Jensen fremstiller sig selv som dyrenes beskytter. Men det bliver direkte latterligt, når han gør det, samtidig med at han forsvarer de landmænd, som TV 2’s dokumentar kunne dokumentere havde vanrøgtet deres dyr – og når han kæmper indædt for at genoplive dansk minkproduktion. Her kan man da tale om politisk hykleri. For minkavl er da om noget symbolet på en produktionslogik, hvor profit trumfer hensyn til dyr.
Landbruget skal ikke afvikles, men omlægges og fremtidssikres, så det bliver bæredygtigt. Det betyder mindre animalsk masseproduktion og mere plantebaseret produktion. Det betyder, at statsstøtten skal omlægges, så den belønner klima-, miljø- og dyrevelfærd frem for volumen. Og det betyder et opgør med en model, hvor gevinsterne ender hos nogle få storbønder, mens dyrene lider i staldene, og miljøregningen sendes videre til fællesskabet.
Klynk og dårlige undskyldninger redder hverken grisene, fjordene eller landbruget selv. Vores kritik er ikke udtryk for en hetz, men udtryk for, at der mangler politisk lederskab og ansvar. Både fra landbrugslobbyen og ministeren. Og spørgsmålet er ikke, om landbruget skal forandres – for det skal det – men om ministeren er parat til at påtage sig lederskabet og få det gjort.