Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Frihed for Arne såvel som Christopher

Drop Arne-pensionen. Giv bedre mulighed for at spare op selv. Det giver mere frihed og mulighed for tidlig pension.

Christopher ArzrouniFolketingskandidat, (LA)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg forstår godt lysten til at gå på pension, når man har arbejdet i over 40 år. Det er netop derfor, man kan spare op på pensionsordninger med skattefradrag. Lad os udbygge de muligheder og gøre dem mere fleksible.

Desværre satser Socialdemokratiet på Arne-pensionen, som har fået sit navn efter bryggeriarbejderen Arne Juhl. Det er tankevækkende, at Arne ikke er særlig taknemmelig over for Socialdemokratiet. Arne ved ikke engang, om han vil stemme på partiet ved næste valg.

»Folkegunst, idel dunst« som der står nær indgangen til Folketingssalen ovenfor en djævel, der prutter. Det er svært at købe sig til vælgere på lang sigt. Vælgerne finder hurtigt på nye krav. Især når andre skal betale.

Socialdemokratiet og fagforeningen 3F forsøger ikke desto mindre at holde liv i fortællingen om Arne-pensionen som en stor social sejr.

Men virkeligheden viser noget helt andet: Danskerne bruger den kun i begrænset grad. Og ordningen tilgodeser ikke de nedslidte. Derfor bør det ikke være svært at sige, at Arne-pensionen er en fuser – og at den bør afskaffes.

Over 100.000 danskere har fået ret til ordningen. Men kun omkring 11.000 har valgt faktisk at gå på Arne-pension.

3F mener, at ydelsen er for lav. Men realiteten er, at vi allerede har målrettede ordninger til nedslidte: seniorpension og førtidspension. Her vurderes borgernes arbejdsevne ud fra en lægefaglig vurdering. De, der reelt er slidt ned, skal selvfølgelig have hjælp – og det får de i dag – selvom man godt kan undre sig over den høje andel ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.

Arne-pensionen blander de nedslidte og de raske sammen i én ordning uden medicinsk vurdering. Det handler alene om, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Ikke om man har været stilladsarbejder eller bankmand. Det er ikke fairness. Det er en dyr genvej til tidligere pension, som andre skatteydere skal betale for.

Alligevel insisterer 3F på at udvide ordningen. Det kræver flere penge, som ikke kommer fra nogen hemmelig cigarkasse. De tages fra ældrepleje, sundhed, skattelettelser, børn og unge eller vores forsvar. Der er ingen gratis Arne-milliarder.

Arne-pensionen var et valgkampsstunt i 2019. Et symbolpolitisk projekt, der skulle signalere social retfærdighed, men endte som en uigennemtænkt konstruktion uden reelt socialt sigte. Man bør ikke gå tilbage til en fuser. I stedet burde man bygge videre på et pensionssystem, der faktisk virker for alle – også 3F’s medlemmer, som nyder godt af PensionDanmarks arbejdsmarkedspension, som er en af de mest succesrige.

Liberal Alliance har foreslået, at alle danskere i arbejde skal kunne sætte 675 kr. ind om måneden på deres FriPension-konto. De skal hverken beskattes ved indbetaling eller udbetaling. Hvis man indbetaler hver måned i hele sit arbejdsliv, vil man efter 40 år have en opsparing på 600.000 kr., hvis der forudsættes et moderat afkast på 3 pct. årligt på den løbende opsparing.

Med 600.000 kr. kan man gå på pension næsten fem år før, man kan få udbetalt folkepension, fordi beløbet svarer til næsten fem års udbetaling af folkepension, pensionstillæg og ældrecheck efter skat.

Hvis man ikke ønsker at gå tidligere på pension, skal pengene i stedet kunne udbetales som et engangsbeløb.

I stedet for at Arne skal betragte sig selv som et offer, bør man give ham bedre mulighed for at spare op. Opsparing giver frihed for Arne såvel som for Christopher. Så skal man ikke spørge staten om lov til at gå på pension. Og man behøver ikke sende regningen videre til andre.