Debatten, vi aldrig fik taget efter MeToo: Hvordan kommer alle godt videre?
I halen af MeToo har vi aldrig fået en ordentlig debat om, hvordan de, der i offentligheden er blevet udråbt som krænkere, kommer tilbage til samfundet. Denne uges højesteretsdom kalder på den debat.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 2020 ramte MeToo Danmark. Endelig var der en anledning til at bryde tavsheden for de alt for mange, som gennem årene havde oplevet grænseoverskridende og nedladende opførsel fra overordnede. I flere tilfælde også af meget alvorlig karakter.
Nu blev det legitimt at sætte ord på oplevelser, der før blev tiet ihjel – og ikke mindst fik vi etableret en tryghed ved at sige fra over for den slags adfærd. Chefer kunne ikke længere ignorere henvendelser om seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Det var vigtigt.
Derfor står vi i dag et andet sted. Men vi har brug for en bedre og mere retfærdig måde at håndtere sagerne på.
Problemet er, at vi endnu ikke har redskaberne til at skelne ordentligt mellem forskellige typer krænkelser og sanktionere proportionalt. Der findes overgreb, som er direkte ulovlige, mens alt fra ubehagelige kommentarer til sexisme og uønsket berøring i mangel af bedre ofte ender med at blive sanktioneret på samme vis som ulovlige overgreb – blot uden en domstols mellemværende.
Konsekvenserne afgøres i stedet ofte af sociale medier og mediedækning – ikke af et system, der sikrer retfærdighed.
Har man begået økonomisk kriminalitet eller kørt spirituskørsel, risikerer man fængsel. Men den, der har krænket og har fået en tur i mediemøllen, risikerer at få ødelagt karriere og relationer for resten af livet. Det er på mange måder en hårdere straf end en fængselsdom, som kan afsones, eller en bøde, som kan betales.
Det er ikke let at løfte diskussionen om sanktionerne for grænseoverskridende seksuelle krænkelser. På den ene side står en hel hær, der ikke mener, at der er nogle problemer overhovedet. At man som kvinde blot kan sige fra – eller at det altid har været sådan, og det må man lære at begå sig i. På den anden side står ofre, der ofte oplever, at der ikke er konsekvenser nok forbundet ved den grænseoverskridende adfærd – som ikke oplever retfærdighed den anden vej.
Uanset hvordan vi vender og drejer debatten, så bliver vi nødt til at holde fast i, at vi er et retssamfund – og det skal vi blive ved med at være. Sociale medier og folkedomstol kan ikke erstatte en fair og ordentlig behandling af sager.
Der er behov for reaktioner over for personer, der gentagne gange udviser grænseoverskridende adfærd. En mulig vej frem er at lade sig inspirere af den måde, vi håndterer f.eks. alkoholmisbrug på. Selv om krænkende adfærd ikke er det samme som misbrug, er der lighedspunkter: Mange udvikler problematisk adfærd over lang tid, uden nogen griber ind.
I den slags tilfælde findes der behandlingsmuligheder, som arbejdsgivere kan henvise til – uden at sagen rammer forsiden af aviserne. Vi skal tro på, at mennesker kan ændre sig, og at en ny chance nogle gange er nødvendig. Ikke uendelige chancer, men muligheden for at komme videre. Også når det gælder krænkende adfærd.
Ingen ønsker et tungt statsligt system, der skal udrede alle krænkere. Men vi har brug for mere end den nuværende praksis, hvor personer hænges ud og mister deres omdømme permanent. Får vi ikke et bedre system, vil vi igen og igen se sager, hvor både krænkere og ofre ender som tabere.