Et kryds er ikke demokrati
Hvis demokratiet skal tages alvorligt, skal det tilbage til dem, det angår: vælgerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Endnu en gang må vi se i øjnene, at de kommunale valg langtfra giver borgerne den indflydelse, de tror. Skandaler, mistillid og konstitueringer bag lukkede døre præger resultatet – ikke vælgernes mandat. Borgmesterposter bliver byttet i nattens løb, og borgerne vågner op til en politisk virkelighed, de aldrig har stemt på.
Det seneste eksempel finder vi i Ringkøbing-Skjern. Her står det igen lysende klart, at et kryds på en stemmeseddel ikke er indflydelse, men en illusion. Magten flytter sig ikke efter borgernes vilje, men efter de aftaler, partierne laver, når kameraerne er slukket.
Vi bliver nødt til at ændre systemet. Når vælgerne ikke kan være sikre på, at deres stemme faktisk betyder noget, er det ikke længere et reelt folkestyre. Derfor bør vi indføre direkte valg, hvor borgerne vælger borgmesteren – og ikke partierne i en lukket forhandlingsrunde. Borgerne skal ikke kun bruges til at legitimere et magtspil. De skal være en del af beslutningsprocessen.