Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Aktivister skal bare flytte sig

Propalæstinensiske demonstranter respekterer ikke rytterne i Vuelta a España. Det er vanvid.

Jørgen Junker GrimstrupHistoriker og lektor, Viborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ved OL i München 1972 tog otte palæstinensiske terrorister fra Sorte September 11 israelske sportsudøvere som gidsler. Under den tyske redningsaktion dræbte terroristerne alle 11 israelere, mens tyskerne dræbte fem af de palæstinensiske gidseltagere.

Efter en dags pause genoptog IOC, Den Internationale Olympiske Komité, heldigvis legene. Terroristerne skulle ikke have den fjer i hatten at hindre OL i at fortsætte.

Tirsdag forsøgte propalæstinensiske demonstranter at presse det israelske cykelhold Israel-Premier Tech ud af dette års Vuelta a España ved at træde ud foran de cyklende med hævede palæstinensiske faner, hvorved en rytter kom lettere til skade. Bagefter sagde den tilskadekomne, at rytterne bare gør deres arbejde, og fortsætter aktivisternes provokationer, kan rytternes sikkerhed ikke længere garanteres.

Jonas Vingegaard, vores landsmand i den røde førertrøje, indvendte med rette, at Vueltaen er det forkerte sted at demonstrere, for rytterne kan ikke gøre fra eller til i konflikten.

Enhedslistens spanske søsterparti IU (Izquierda Unida) kræver – ikke overraskende – det israelske cykelhold udelukket fra fortsat deltagelse i Vueltaen som følge af Israels fremfærd i Gaza, som heller ikke jeg har meget godt at sige om.

Der er naturligvis en afgrund til forskel på propalæstinensiske demonstranters handlinger under Vueltaen og propalæstinensiske terroristers handlinger i München 1972. Men de to grupper er fælles om ikke at respektere atleters mulighed for at deltage i de sportsarrangementer, de nu lyster, uden at blive fysisk forulempet.