Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ulve dræber børn. Punktum

Ulve hører ikke hjemme i et urbaniseret land uden store åbne vidder og skovarealer. De bør udryddes.

Hans Uffe Christensen, redaktør, Hellerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det passer ikke, at ulve er ufarlige for mennesker. Ifølge den norske ulveforsker John Linnell er der siden 1900-tallet sket mange dokumenterede og dødelige ulveangreb på mennesker i Europa. Alle ofrene her var børn.

Sammen med andre ulveforskere har Linnell udarbejdet rapporten ”A review of wolf attacks on humans”. Heri rapporteres om fem børn dræbt i Polen (1937). Fire børn dræbt i Spanien mellem 1957 og 1974. Der findes også beretninger om drab på 36 børn i Kirov-regionen i Rusland mellem 1944 og 1953.

I nyere tid ses et dødeligt ulveangreb på en femårig dreng i Canada i 1963 samt dødelige angreb på en 22-årig mand i Canada i 2005 og en 32-årig kvinde i Alaska i 2010. Desuden er der er talrige beretninger om mennesker dræbt af ulve i Indien.

I oktober 2017 blev en pige angrebet af en flok ulve i Norrköping, Sverige. Dødsfaldet er ikke medtaget i opgørelsen, fordi der ikke var tale om fritgående ulve. Forskerne anbefaler, at fritgående ulve, der mister frygten for mennesker, skal skydes.

Efter min mening handler det også om dyrevelfærd. Ulve er lystmordere. Tidligere i år dræbte en enkelt ulv 17 får ved Vemb. Forleden blev der indrapporteret talrige angreb på får i Midtjylland.

Gad vide, hvordan stemningen ville være her i det nordlige København, hvis vi fandt lidende eller døde dyr med tarmene hængende ud af bugen under søndagens gåtur i Dyrehaven.

Ulve hører ikke hjemme i et urbaniseret land uden store åbne vidder og skovarealer. De bør udryddes. Også for deres egen skyld.