Hvem er mest vanvittig? Nordmanden i Lamborghinien eller politiet?
Hvorfor må politiet køre vanvidskørsel uden at blive straffet?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP 13/4 berettes om en nordmand, der ifølge politiet har kørt 228 km/t. på motorvejen ved Hirtshals i en spritny Lamborghini fartmaskine. Manden blev dømt for vanvidskørsel, fik syv dages fængsel og indrejseforbud i Danmark i seks år. Han kom lige fra Tyskland, hvor kørsel med sådan hastighed er tilladt på motorvej, når trafikken i øvrigt tillader det. Blev mildt sagt forundret, da jeg så udsendelsen ”Fanget på Politiets kamera”. Så en politibil køre op til 235 km/t. på en almindelig landevej i Sønderjylland, hvor der var 80 km hastighedsbegrænsning. Årsag: En lille Mazda havde formastet sig til at køre ”lidt” hurtigere end det tilladte (men bestemt ikke i nærheden af bare 150 km/t.). Politiets hastighed i den givne situation er tankevækkende og uforståelig. Uanset politiets uddannelse og horn/blink, så er 235 km/t. absolut ikke i orden på en almindelig dansk landevej, medmindre formålet er ekstremt livsvigtigt – og det var det for mig at se absolut ikke. Det var langt mere vanvidskørsel end nordmandens. Der er behov for, at politiet snarest får revideret de interne bestemmelser for eftersætning, når det gælder hastighed og overholdelse af normale færdselsregler i forhold til vigtigheden.