Opfør en jernmark på Amager Fælled
Det er på høje tid, at venstrefløjen åbner øjnene for, at byerne også skal bære deres del af byrden ved den grønne omstilling.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I jagten på grøn energi har vi i landdistrikterne ofte betalt prisen. Store dele af det åbne land dækkes af solcelleanlæg, som ændrer landskabet og påvirker lokalsamfundene markant. Samtidig er storbytage og grønne åndehuller som Amager Fælled ofte skånet for lignende initiativer. Er det rimeligt? Hvis landdistrikterne skal bære byrden af jernmarker, hvorfor skal byerne så ikke tage deres del af ansvaret?
Landmænd får tilbud om økonomiske gevinster ved at stille deres jord til rådighed for anlæggene, men for naboerne betyder det ofte tab af udsigt, ejendomsværdi og adgang til åbne landskaber. Samtidig får områder, der allerede kæmper med affolkning, endnu flere udfordringer, når natur og landbrug erstattes af jernmarker, hvor der tidligere var kornmarker. Der tales om bæredygtighed, men for mange i landdistrikterne føles det som en skævvridning, hvor det er dem, der må ofre mest, mens byerne fortsætter som før.
Socialisternes evige prædiken om solidaritet klinger ganske hult, når vi taler om bæredygtig omstilling. Deres egen dobbeltmoral er nærmest pinligt grinagtig, når det gælder opsætningen af vedvarende energi.
I Danmarksdemokraternes Ungdom kærer vi os også om solidaritet og mener, at det er på tide, at folk i byerne får øjnene op for de muligheder, deres grønne arealer kan bidrage med til den grønne omstilling.
Vi foreslår at placere en jernmark på Amager Fælled, som vil være en fremragende lokalitet, der kan bidrage til den grønne omstilling. At placere jernmarker i bynære områder, hvor energiforbruget er størst, giver ikke blot god mening rent logistisk – det sender også et signal om, at byerne tager deres del af ansvaret for den grønne omstilling. Vi på landet og i provinsen har længe stået alene, og det er på tide, at folk i storbyen – dem, der prædiker allermest om en mere bæredygtig fremtid – også begynder at tage ansvar.
Storbyerne har enorme arealer, der kan udnyttes til vedvarende energiproduktion – fra tagflader på højhuse til områder som Amager Fælled. Ved at placere solceller i byerne kan vi desuden reducere energitab ved transport. Samtidig kan det åbne for nye måder at tænke byudvikling på, hvor bæredygtighed bliver en endnu større prioritet.