Selvfølgelig skal der være plads til bederum, hvor vi dyrker viden. På vores skole bruger vi bare ordet ”kapel”

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om ”bederum” på universiteterne handler om mere end social kontrol og udsatte unge. Den handler også om, hvor svært vi har det med at tale fornuftigt om religion og personlig tro.

På Niels Steensens Grundskole og Gymnasium er vi enige i, at ingen børn og unge skal opleve, at andre holder øje med, om man nu dyrker troen på den helt rigtige måde, uanset om det sker i kristne eller ikke-kristne miljøer.

Men som katolsk skole arbejder også vi bevidst med at uddanne hele mennesker, og det indbefatter de allerstørste spørgsmål: liv, død og meningen med det hele.

Vi er selvfølgelig ikke noget universitet, men det pres, som universiteterne i øjeblikket udsættes for i retning af at diskreditere de studerendes trosliv, rammer også resten af undervisningssektoren. Det er vi overbevist om.

Tag bare brugen af ordet ”bederum”, som i de flestes ører lyder udansk, fordummende og sekterisk. Men på Frederiksborg Slot kan man se Christian IV’s bederum, og på vores skole har vi også bederum.

Vi kalder dem godt nok ”kapel” og ”kirke”, men intentionen er den samme. Det er bønnen, der samler os, og hvad enten vi er troende eller ej, gør den oplevelse vores dagligdag større. Ikke mindre.

Det er aldrig særlig snedigt at pege fingre ad religiøs sprogbrug, ligesom det er dumt at tro, at dem, der ikke peger fingre, nødvendigvis køber hele pakken.

Hos os mister man ikke viden, indsigt eller kritisk sans ved, at vi har ”bederum”. Det gjorde man heller ikke dengang, da alle ordentlige universiteter havde deres eget kapel eller bederum, om man vil.