Landbrugets succes er baseret på en indædt kamp imod naturen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Marts. Lyset er for alvor vendt tilbage, og lune dage minder os om, at det flygtige danske forår banker på.

En anden og knap så velkommen forårsbebuder har for længst meldt sin ankomst. Allerede i februar benyttede lokale landmænd sig af frosten til at sprede gylle på agrene. Ikke helt efter reglerne ganske vist, men her på landet er regler ikke noget, man tager så tungt, og da slet ikke, hvis man er landmand. Så har man forrang, ikke blot i forhold til at spolere luftkvaliteten, men også til at efterlade en halv pløjemark på befærdede veje, til at fortsætte forbruget af problematiske sprøjtemidler og til at nægte danskerne den artsrigdom, såvel flora som fauna, som vores geografi i øvrigt tilsiger.

Landbrugets succes er baseret på en indædt kamp imod naturen. Sådan har det altid været, men det er først i moderne tid, erhvervets arsenal har udviklet sig derhen, at den totale sejr synes inden for rækkevidde. Paradoksalt nok parallelt med, at landbrugets nationaløkonomiske værdi nærmest er forsvundet.

Danmark rangerer blandt verdens mest naturfattige lande, og det er landbrugets skyld. For tiden lyder der en jamren i forbindelse med trepartsaftalen, men hold nu op. Når jeg genbesøger min hjemegn, danmarksdemokraten Inger Støjbergs baghave, konstaterer jeg de små bysamfunds triste deroute. Skal landområderne genbosættes, skal de gøres attraktive for nye befolkningssegmenter, for hvem natur og miljø spiller en hovedrolle. Her ligger nøglen til et land i balance.

Det danske landskab er ret beset et af Europas kedeligste. Det er valg, vi har truffet, fordi økonomi var vigtigere end natur, men den sammenhæng er ikke længere åbenlys. Landbruget må tilpasse sig en ny tid. Man kan ikke i al evighed nægte danskerne ret til ren luft, artsrig natur og et levende havmiljø.

Danmark er et landbrugsland, og det er ikke en historie, der skal slutte, men at skabe et landbrug i balance kræver mere end småjusteringer. Den intensive dyrkning bør indskrænkes til kun at omfatte de mest robuste jorde, og den animalske produktion skal tilpasses såvel dyreetik som landets faktiske størrelse. For den enkelte landmand kan opgaven synes uoverstigelig. Derfor skal samfundets bidrag være generøst. Den grønne trepart markerer begyndelsen på en uafvendelig rejse. Uanset hvor mange kartofler selvtægtsmænd uden for pædagogisk rækkevidde hælder ud på motorvejene, så lever industrilandbruget på lånt tid.