Havudsigten må vige for vores nationale sikkerhedshensyn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark er bygget på vores adgang til vand og evnen til at handle med andre lande. Mange af vores største byer er vokset ud af havnene. Det er med andre ord ikke nyt, at havne har strategisk betydning for både den enkelte by og i høj grad for hele landet. Havnene er kun blevet mere væsentlige, når man kigger på den aktuelle verdenspolitiske situation.

Alligevel ser vi i stigende grad, at erhvervshavne bliver erstattet af eksempelvis nye boliger. Det kan isoleret set være en god idé for den enkelte kommune – særligt i et valgår. Men sådanne beslutninger kan have mere vidtrækkende konsekvenser, end man lige går og tror – for vores land, vores konkurrenceevne og vores sikkerhed.

Derfor bør beslutningen om en kritisk erhvervshavns fremtid ikke alene ligge hos det enkelte byråd, der naturligt nok vil prioritere kommunens egne behov. Her må nationale hensyn vægte højere, og det kræver, at staten tager et medansvar.

For snart tre år siden lovede regeringen at udpege en række havne af national interesse – ”at frede dem” til havneaktiviteter, der har samfundsmæssig stor betydning. Det er ikke sket endnu, og jo længere der går, jo mere usikker bliver havnenes fremtid.

Det er ikke uden konsekvenser, når havnene bliver mindre. Det rammer ikke kun de virksomheder, der ligger på havnen. Det rammer også hele det opland, havnen betjener, og som rækker langt ud over kommunegrænsen. Havnevirksomhederne på Prøvestenen i København forsyner hele Storkøbenhavn med råstoffer til byggepladserne, og i Esbjerg udskiber man store elementer til havvindmøllerne, der opstilles langs den jyske vestkyst.

Erhvervshavnene spiller en central rolle for Danmarks import og eksport af kritiske varer. Hvis vi fortsætter med at nedlægge dem til eksempelvis boliger, risikerer vi at stå i en situation, hvor der ikke er nok havnekapacitet til at sikre en stabil forsyning. Det gør os sårbare i krisesituationer, hvor vi så ikke kan få de nødvendige varer ind eller ud af landet hurtigt nok.

På vores erhvervshavne ligger også en stribe virksomheder, der har investeret i produktion, lager og logistik, som kræver adgang til havne. De virksomheder kan ikke bare med et snuptag flyttes til en anden havn. Sat på spidsen ville det danske erhvervsliv gå i stå uden vores erhvervshavne, og hvis der er for lidt havnekapacitet i byerne, skal varer og gods køres over store afstande med øget CO₂-udledning og langt mere trængsel som konsekvens.

Erhvervshavnene har lige så afgørende betydning i resten af EU. Derfor barsler EU-Kommissionen med en kommende europæisk havnestrategi. De er nemlig vigtige for forsyningssikkerheden og konkurrenceevnen i hele Europa. Der er også set fra et EU-perspektiv brug for havnene til at løfte Natos kommende styrkekrav på tværs af kontinentet.

Det ser vi allerede i bl.a. Esbjerg, Kalundborg og Aarhus, som med kort varsel har udlånt areal til militært udstyr, der er sendt videre til aktiviteter i Ukraine og brug under øvelser.

Derudover går 75 pct. af vores samhandel med udlandet hen over kajen i danske havne, og vi lever derfor i høj grad af vores effektive havne, der har udviklet sig i takt med efterspørgslen og ændrede behov.

Der er med andre ord masser af grunde til, at vi passer på havnene og de virksomheder, der ligger der. Både til de eksisterende aktiviteter og til nye aktiviteter som eksempelvis den grønne omstilling.

Regeringen anerkender uden tvivl behovet for at sikre havnearealer. Og jeg ved, at det nødvendige forarbejde, der skal bruges til udpegningen, allerede er lavet. Det er godt. Og derfor er det også nødvendigt, at regeringen snarest muligt udpeger de havne, vi skal investere og udvikle i fremtiden, før de bliver erstattet af nye boliger med havudsigt eller andre snævre, lokale hensyn.