Butiksdøden breder sig. Det må vi gøre noget ved

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Først lukkede og slukkede det lokale folkebiblioteket, så gav den sidste bankfilial op, dernæst kom turen til det lokale posthus. Så gav slagteren op, fiskehandleren forsvandt, det samme gjorde autoværkstedet, torvets pizzeria og Irma blev en ruin i bybilledet.

De tomme butikker møder os i byer, præget af efterladt skrammel, graffiti og tiltagende forfald. Dag ud og dag ind får de tomme butikslokaler os til at føle, at vi lever i bydele under afvikling. De tomme ruiner står tilbage som ar i skamferede landskaber, der ikke længere formår at danne ramme om varme, menneskelige fællesskaber.

I mit nabolag er der bare en folkeskole, et idrætsanlæg, en kirke, bager og købmand, der familiært går under navnet ”Onkel”, som minder om det, der engang var en landsby ved navn Emdrup, men som i 1901 blev indlemmet i Københavns kommune.

Og jeg er ikke den eneste, der lever i en bydel eller landsby, der trues af omfattende butiksdød.

Kongensgade i Esbjerg er Danmarks længste gågade, men folk kommer kun i den ene ende af gaden, og butiksdøden breder sig op gennem gaden, som var det en epidemi. Man har diskuteret, om kommunen skulle overtage de tomme butikslokaler og stille dem til rådighed for lokale foreninger, unge kunstnere med behov for steder at arbejde og musikere, der mangler øvelokaler. Jeg håber, at Esbjerg finder en vej til at revitalisere Kongensgade, så hele gaden igen bliver attraktiv for byens borgere.

I andre byer er den lokale biograf flyttet til et butikscenter ude ved motorvejen, og først for sent har man opdaget, hvor meget liv en biograf genererer i en by. For folk mødes jo til et glas vin eller bid brød, før de ser film, og bagefter drøfter de filmen over en øl på et værtshus eller café i nærheden. Uden biograf er den lille eller mellemstore by blot en mørk, mennesketom ghosttown efter butikkernes lukketid.

Atter andre byer er overrendt med turister i sommerferien, men efterladt med lukkede og slukkede caféer, turistshops og diskoteker, når turisterne er taget hjem.

»Hvorfor bruger vi ikke flere af de mange tomme butikslokaler til medborger- og foreningsaktiviteter?« spørger Rasmus Prehn i sin nyligt udkomne bog, ”Hverdagssolidaritet”. Han foreslår, at man etablerer en pulje, hvor udlejere af butikslokaler melder ind, når deres butikker står tomme. Kommunen vil så kunne leje lokalerne og stille dem til rådighed for lokale foreninger og andre aktiviteter, der kommer lokalsamfundet til gavn og glæde.

I en tid, hvor de fleste kommuner ifølge Danmarks Statistik skærer ned på kulturbudgetterne, er det umiddelbart svært at forestille sig, hvor kommunerne skal finde pengene til at genskabe livet i de forladte butikslokaler. Men hvis man inddrager private fonde, og hvis man ligeledes ser genoplivningen af de tomme kratere i et bredere socialt og økonomisk perspektiv, vil der være tale om investeringer, der på mellem og langt sigt vil kunne svare sig.

Hvorfor? Fordi et levende bymiljø alt andet lige også skaber øget forbrug, ligesom de kreative aktiviteter med tiden vil skabe beskæftigelse og indtjening til de involverede, der vil blive aktivt betalende skatteborgere. På den måde vil en beskeden udgift til leje af et tomt butikslokale hurtigt komme til at bidrage til kommunal vækst.

Der er i hvert fald brug for, at vi gør noget ved butiksdøden i byerne. Og frem mod kommunalvalget vil jeg holde øje med, hvad de lokale kandidater vil gøre med det forladte autoværksted, det nedrevne pizzeria og den lukkede Irma i min nærhed. Tillad mig også at opfordre dig, kære læser, til at spørge din lokale kandidat, hvad hun eller han vil gøre ved butiksdøden? Hvis kandidaten ikke umiddelbart har noget svar, så spørg ham eller hende, til du får svar.