Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nej, DR – det var ikke Gestapo

Der er faktuel fejl i dokumentaren "Storfyrstinden".

Karsten BräunerPens. journalist og lærer, Aalborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I slutningen af andet afsnit af DR’s serie ”Storfyrstinden” banker det på døren hos storfyrstinden. Udenfor står modstandsmanden Mogens Fog, tilknyttet det illegale tidsskrift Frit Danmark. Han er på flugt: »Gestapo har taget flere andre på bladet. Udstyr og alt har de taget,« fortæller han.

Dette er faktuelt forkert. Det var ikke Gestapo, men dansk politi, der mellem den 5. september og den 17. november 1942 gennemførte aktioner mod Frit Danmark. Gestapo kom først på banen som selvstændig operativ aktør efter samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943.

Den 5. september gennemførte 120 kriminalbetjente, 25 ordensbetjente og fire hundeførere på tysk foranledning en razzia mod en boligblok i Vanløse, hvorfra tyske pejlevogne havde registreret radiotransmission.

Under indtrængningen i den lejlighed, hvorfra der blev sendt, blev kriminaloverbetjent Holger Østergaard-Nielsen skudt og dræbt af modstandsmanden Paul Johannesen, som derefter tog gift og døde på vej til politigården.

Han blev dermed den første modstandsmand, der mistede livet under Besættelsen. Under aktionerne blev 30 modstandsmænd anholdt.

Dramadokumentaren er en god og medrivende genre til historiefortælling, men har et indbygget skisma: Hvor meget kan man tillade sig på den ene side at fravige det faktuelt korrekte og på den anden side gennem fiktion tilføje elementer, der ikke er historiefagligt belæg for? Dramadokumentaren skal, trods sin »redaktionelle frihed«, give reel historiefaglig indsigt i det sagforhold, den fremstiller.

Artiklens emner
DR