Jeg undrer mig over motorvejselefanterne
Hvorfor slår politiet ikke hårdere ned mod lastbilers hensynsløse kørsel?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg kører jævnligt på den fynske motorvej. Hver eneste gang generes man af talrige lastbilers elefant-overhalinger, ofte over lange distancer.
Mig bekendt er hastighedsgrænsen for lastbiler 80 km/t. Men den hastighed er der ingen, der overholder. Alle lastbiler kører 90-95 km/t., altså væsentlig over den tilladte hastighed. Alligevel overhales der flittigt, fordi en lastbil lige kan køre et par kilometer i timen mere end den forankørende.
At en sådan overhaling er ulovlig samt langsommelig og til stor gene for alle andre trafikanter, generer tilsyneladende ikke chaufførerne.
Ovenstående er desværre ikke et nyt fænomen. Det har stået på i årevis, og der er tilsyneladende ikke nogen, der gør noget for at stoppe det uvæsen. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet politi- eller fartkontrol rettet mod lastbilers hensynsløse kørsel.
Det er, som om det er stiltiende accepteret. Man kan i hvert fald ikke undskylde den manglende indgriben med økonomiske årsager. En politibil med fartmåler vil kunne tjene sig selv hjem flere gange om dagen.
Endelig er der jo det miljømæssige aspekt. Alle ved, at brændstofforbrug stiger eksponentielt med hastigheden. Så en sænkelse af hastigheden til de lovlige 80 km/t. vil medføre en betydelig reduktion af udstødningsgasser foruden en forøgelse af trafiksikkerheden.