Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi har brug for et dansk Boom

Jeg er ikke vild med Lars Bojes måde at bedrive politik på. Men hans Musk-inspirerede idé om at få ryddet op i dansk bureaukrati er god.

Sebastian SandgaardForretningsudvalgsmedlem, Venstres Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan nærmest ikke åbne X disse dage uden at støde på Elon Musk og hans Doge (Department Of Government Effiency). Det tror jeg alle er enige om er virkelig irriterende, da man ikke nødvendigvis har lyst til at høre om mere fake news om kondomer til Gaza. Men har Elon Musk slet ikke fat i noget? Er selve grundidéen om et opgør mod unødigt bureaukrati og frås med borgernes penge ikke god nok? Og jo, det er den!

Staten har åbenlyst vokset sig for stor og tager sig af for mange ting i vores samfund. Antallet af offentligt ansatte er nu 43.000 højere end før coronakrisen, og alene antallet af folk, der arbejder med administration, er steget med 13.000 – hvad laver alle de mennesker? Hvilken værdi skaber de for samfundet? Jeg har meget svært ved at se, hvordan den offentlige service er blevet markant bedre eller mere effektiv de seneste fem år.

Ifølge Finansministeriet havde staten derudover også et overskud på små 70 mia. kr., og det sidste, man kunne læse på forskellige medier, var, hvordan ATP gang på gang underpræsterer. Det offentlige system er med andre ord fuldkommen gennemsyret af ineffektivitet og pseudoarbejde.

Lars Boje har opfundet Boom (Borgernes Offentlige Oprydnings Myndighed). Selvom jeg ikke nødvendigvis bryder mig særligt meget om Lars Bojes måde at bedrive politik på, så synes jeg, at navnet og grundtanken er god. Og det skal ikke være embedsmænd, der skal sidde med det her, for det et blevet bevist gang på gang, at systemet ikke kan finde ud af at gøre systemet mindre.

Vi har førhen haft et fuldkommen velfungerende samfund uden verdens højeste skattetryk og uden regler. Det skal vi prøve at skabe igen.

Som liberal tror jeg på, at hvert enkelt menneske kan skabe noget på egen hånd uden statens hjælp, så lad os nu få gjort noget ved de her åbenlyse problemer og udfordringer, som vi selv har skabt.