Slip ulven løs – i Kongens Lyngby og omegn
Hvorfor er det, at begejstringen for ulve er størst der, hvor der ingen ulve er?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mark A. Nathansen, Radikal Ungdoms klima- og miljøordfører fra Kongens Lyngby, mener, at »vi bør lære at leve side om side med ulven. Det kan vi sagtens gøre, uden at den er til fare for mennesker«.
I så fald kan Nathansen næppe have noget imod, at man udsætter en håndfuld ulve i Geels Skov, lige dér i hjertet mellem Holte, Virum og Kongens Lyngby. Nu man er i gang, så eventuelt også et kobbel ulve i Jægersborg Dyrehave.
Og når man sådan ser på et kort over fremmede egne, så er der faktisk god plads der i omegnen af Holte, Virum og Kongens Lyngby. Måske kunne man også finde plads til et såkaldt udrejsecenter, så Kærshovedgård kunne rømmes og anvendes til andre formål? Holte, Virum og Kongens Lyngby kunne sikkert godt trænge til en saltvandsindsprøjtning af kulturberigelse, også på dette område.