Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Slap bare af i Oksbøl: Vi kan sagtens leve med ulvene

Den grønne minister Jeppe Bruus modarbejder nu ulvens eksistens i Danmark på grund af en folkestemning.

Mark A. NathansenKlima- og miljøordfører, Radikal Ungdom, Kgs. Lyngby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ulven gæstede forleden villavejene i Oksbøl, og det har ikke overraskende ledt til et vestjysk ramaskrig – men nu har minister for den grønne trepart Jeppe Bruus (S) desværre også set sig sur på den pelsede del af den danske natur.

Efter et borgermøde i Oksbøl om de nylige ulvebesøg har han udtalt: »Jeg mener ikke, det er holdbart, at vi i Danmark har ulve, som passerer eller opholder sig i nærheden af mennesker.«

Derfor vil han nu arbejde for at ændre ulvens beskyttelsesniveau i EU, så han får »bedre muligheder for at regulere den«. Alt dette er bare super unødvendigt. Det er nemlig allerede tilladt at skyde problem-ulve, hvis de er blevet for tamme og derved får en unaturlig adfærd, der er til fare for mennesker. Vores såkaldte “grønne” minister arbejder altså for at forringe ulvens beskyttelsesstatus, til trods for at den er en vigtig del af større økosystemer, i håb om at regulere en farlig form for ulv, han allerede har tilladelse til.

Han nævner også, at vi skal blive endnu bedre til at passe på de husdyr, der i dag er i fare for at blive angrebet af ulven. Men Jeppe, vi har allerede løsningen: Det er dokumenteret, at der ikke forekommer angreb på husdyr, der opholder sig bag ulvesikrede hegn. Er det så ikke en idé at bruge nogle af de 40 mia. kr., du har fået stillet til rådighed, på at yde tilskud til en så åbenlys løsning på problemet?

Vi bør lære at leve side om side med ulven. Det kan vi sagtens gøre, uden at den er til fare for mennesker. Det gør de mange andre steder i Europa, og så har den utroligt meget at tilbyde vores biodiversitet – særligt nu hvor vi skal til at lave så store sammenhængende naturarealer.

Det ansvar bør Jeppe Bruus som grøn minister tage på sig, men det virker til, han hellere vil bruge tiden på at lege vestjysk Rambo i gummistøvler.