Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Verden er ved at gå Maga-amok

Hvorfor er Trump så vred? Fordi han er blevet latterliggjort. Hans fremfærd bør snart få Demokraterne til at tænke sig om – for Trump har erobret deres base i arbejderklassen. På grund af dem og hans retorik.

Thomas Johannes ErichsenLektor i retorik, forfatter, foredragsholder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvorfor blev Trump ved med at holde i fast i den groteske påstand om, at valget blev stjålet fra ham i 2020? Fordi det fik vælgerne op af sofaerne i 2024 naturligvis, så svindlen ikke gentog sig.

Hvorfor virker den nye, magtfulde præsident så vred og truende? Fordi han er blevet latterliggjort i hele sin politiske karriere af et halvt USA og et helt Europa – nu er det hans tur til at bestemme, hvor skabet skal stå.

Trump-farcen giver anledning til utallige spekulationer, lad os tage empirien. Næsten 1.600 dømte amokløbere og voldsmænd fra stormen på Kongressen er blevet benådet. En Washington-biskop beder Trump om barmhjertighed over for lgbtq+ og arbejdende migranter og afkræves efterfølgende en undskyldning fra præsidenten.

Grønland, Canada og Panama-kanalen bliver under et pressemøde en passant truet med invasion eller anden amerikansk overtagelse. Så er vi ligesom i gang, Gud forbyde, at det amerikanske præsidentskifte skulle gå ubemærket hen.

I virkeligheden er problemet ikke Trump, men trumpisterne. Ganske vist forstår man, hvordan folk i nødens stund kunne stemme på Trump fra en glemt forstad i modsætning til på demokraterne, der ikke på samme måde connectede med arbejderklassens problemer, men det undskylder altså ikke, hvordan trumpisterne sluger Trumps halvfascistiske dagsordner råt – America First, institutionsforagt, trækken på skuldrene af Capitol-smadder, stærkmandspolitik, sparken til minoriteter og naturligvis den flammende kærlighed til skydevåben af enhver slags.

»Deplorables,« kaldte Hillary Clinton dem i 2016 – det var dumt. Dermed vendte de sig for alvor mod det hårde højre, men Clinton tog ikke helt fejl. Sagen er bare, at hvis de her mennesker er sunket moralsk, så er det ikke nødvendigvis deres egen skyld.

Det er systemets skyld. Et ultraliberalt uddannelsessystem, hvor uddannelse koster og er for de få, og dumhed er for de mange og gratis. Uheldigt at Maga-folket stemmer på en person, der kun vil øge uligheden og gøre adgangen til viden og refleksion endnu sværere.

Maga-kasketten er det tydeligste tegn på, at Det Republikanske Parti er blevet et arbejderparti. Væk er ansvarlig konservatisme og respekt for institutioner, væk er demokratisk frisind og tolerance – hvad er egentlig tilbage? Masser af vilje, masser af vrede, en følelse af, at man er i sin gode ret til vreden, og netop en følelse – det er meget mindre kompliceret at interessere sig for politik, når man ikke hele tiden bliver forstyrret af fakta.

Sokrates var ikke demokrat og advarede mod pøbelvælde. Forståeligt nok for 2.500 år siden, i dag er vi mere oplyste og ikke bange for, at demokratiet kollapser i vold og ravage.

Men det burde vi måske være. Ikke mindst, når eneste bolværk mod trumpismen er en demokratisk lejr eller lobby, der er lige så sulten efter magten som Trump, en Joe Biden, der ikke kan give slip på præsidentposten og med sin oldingeperformance baner vejen for Maga-masserne.

En anden tænker fra det gamle Grækenland kan også være handy her, nemlig sofisten Protagoras. Han afviste alle facts og sandheder, det gælder i stedet om at argumentere stærkest muligt for, hvad der er mest fordelagtigt for én selv. Det handler ikke om, hvad der er rigtigt, men om hvad der virker. Lyder det bekendt?

Sokrates mod sofisterne, sandheden mod manipulation, retsstaten mod ejendomsspekulanten fra Manhattan.

The greatest in the history of America. The biggest, the most powerful, the strongest ever.

Retorikken fra den nye administration lyder efterhånden mere som beskrivelsen af en bodybuilder. Det kan ikke blive stort nok, understreget af tech-oligarkiet, som indfandt sig på pladser til 1 mio. dollars under præsidentens indsættelse. Det kunne udmærket have været Solkongen, der holdt hof i Capitol One Arena, men ikke fordi Trump rejser sig over Amerika som en livgivende sol, han skal kendes på de skygger, han kaster over kontinentet.