Det vil være en befrielse at slippe for den evindelige grønlandske klagesang

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I årevis har Grønland klaget over vilkårene under det danske styre.

Grønland modtager årligt et bloktilskud på ca. 6 mia. kr. fra Danmark. En økonomisk støtte, der burde give tilstrækkelige muligheder for at afhjælpe de problemer, de selv mener, de har. Men i stedet for taknemmelighed over det store bidrag, Danmark hvert år yder, hører vi konstant brok og anklager om dansk “koloniherrementalitet”.

Grønlænderne kritiserer vilkårene i eget land, hvor Danmark bidrager til at opretholde en velfærdsstat, der sikrer sammenhængskraft i Grønland. Denne asymmetri i forholdet – hvor Danmark betaler og tager ansvar, mens Grønland klager – er både frustrerende og utilfredsstillende.

Det ville være en befrielse for mange danskere at slippe for de konstante klager fra grønlænderne. Vi bidrager ikke nok, vi kan ikke indfri ønskerne om en hurtig forbedring af infrastrukturen i Grønland og vigtigst af alt: Vi donerer slet ikke nok penge til det land, vi angiveligt har trynet og nærmest ødelagt, siden vi ankom.

Skal vi fortsat bære byrden af et land, der ikke viser den mindste smule taknemmelighed, eller bør vi give Grønland mulighed for at finde sin egen vej?

Hvis Grønland ønsker selvstændighed, bør vi lade dem tage ansvaret – uden yderligere bloktilskud. Grønland kan ikke stå alene, og USA vil stå på indlandsisen, så snart Danmark har afbrudt samarbejdet med dem.

Jeg er spændt på, hvordan grønlænderne vil reagere på at blive en del af et USA, hvor velfærden halter, og hvor samfundet er bygget helt anderledes op end det danske.

Hvis grønlænderne mener, at danskerne opfører sig som koloniherrer, er jeg desuden nysgerrig på, hvordan de vil se på USA. Det ville være en lettelse for Danmark endelig at slippe for den evindelige kritik og klagesang om, at vi aldrig gør det godt nok.

Hvem ved, måske opdager Grønland, at isen ikke er hvidere på den anden side, hvis de en dag forlader rigsfællesskabet, og USA tager over.