Det er bureaukratiet, der smadrer arbejdsglæden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man vil finde årsagen til, at sygefraværet i den offentlige sektor er markant højere end i det private, så burde man måske overveje, om bureaukrati-træthed skal være et begreb, man giver ligeså meget opmærksomhed som omsorgstræthed.

For det er svært at tage ansvar, mønstre arbejdsglæde og være en ildsjæl i et system, man på ingen måde kan forsvare. Et system, hvor bureaukrati og meningsløse regler vægtes højere end sund fornuft og patientens tarv.

Indimellem, når en patient eller pårørende beklager sig til mig over, hvor håbløst det er at navigere rundt i sundhedsvæsenet, så har jeg lyst til at svare: ”Jeg forsvarer ikke systemet, jeg er blot ansat i det.” For jeg forstår som oftest til fulde deres frustration, men vi har skabt et bureaukratisk monster, som kan gøre det svært at være patient i samt håbløst at være ansat i.

Den offentlige sektors løsning på et ineffektivt sundhedsvæsen er ofte at ansætte flere til at kigge på systemet eller lave evindelige omstruktureringer. Man gør det aldrig ved at afbureaukratisere eller give den enkelte medarbejder mere frihed, altså sende et signal om, at vi tror på, I er dygtige og ansvarlige ansatte, som godt kan tage ansvar, uden at bureaukratiets klamme hånd er allestedsnærværende med ligegyldige opgaver og tidskrævende registreringer.

Og det er egentlig tankevækkende, at man ikke gør mere for at forenkle systemet og lave reel afbureaukratisering, for der er rigelig med politikere, også dem, der har magten til at gøre noget ved det og med alvorstung mine ofte omtaler, hvor stort et problem det er – men absolut intet gør ved det.

Mon ikke færre regler og mere frihed ville gøre noget ved arbejdsglæden?

Mon ikke man vil tage større ejerskab over sit job, hvis man følte et større personligt ansvar?

Jo før vi indser, at markant afbureaukratisering vil gavne alle, jo bedre. Jeg kan frygte, at sundhedsvæsenet på sigt bliver så tungt, at ingen gider være ansat i det, eller at sygefraværet bare fortsætter med at stige. For naturligvis gør det noget ved ansatte i sundhedsvæsenet, at en stor del af ens arbejdstid går med at fodre det endeløse bureaukrati i stedet for at varetage den kerneopgave, man oprindeligt har uddannet sig til.

Endvidere er det ikke svært at forstå, hvis manglende arbejdsglæde kan påvirke sygefraværet.

Personligt vendte jeg tilbage til den offentlige sektor efter at have været selvstændig i 10 år. Efter et stykke tid oplevede jeg at være enormt frustreret. Jeg var ikke træt af at passe patienterne, løn, vagter, mine kollegaer eller mit fag, men i stedet den mængde bøvl og ævl, som bureaukratiet medfører.

For at bevare min arbejdsglæde var jeg nødt til at tage et valg. I stedet for at forlade sygeplejefaget, som jeg både værdisætter højt og er stolt af at udføre, så valgte jeg at gå ind i politik og forsøge at påvirke systemet indefra. Mit valg har jeg ikke fortrudt, ligesom der sjældent går en arbejdsdag, hvor jeg ikke bliver bekræftet i mit politiske standpunkt.

Danskerne skal ikke frygte konkurrence i sundhedsvæsenet – de skal i stedet frygte bureaukratiet og den ineffektivitet og langsomhed, det medfører.

Skal vi skabe et bedre arbejdsmiljø, sænke sygefraværet og skabe bedre rammer for patienterne, så skal det danske sundhedsvæsen for alvor konkurrenceudsættes. Først der vil man for alvor være tvunget til at effektivisere, afbureaukratisere og få fokus på det rette sted – til glæde for patienterne, men i den grad også for de ansatte.