Der burde være hvid januar i folkekirken året rundt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er januar, og mange har ligesom mig valgt at tage en pause fra alkohol.

Det valg traf jeg allerede sidste år, så jeg har efterhånden en del erfaring med at takke nej, når der bliver budt på vin, øl og drinks. At jeg har fravalgt at drikke, handler alene om livsstil. Som biskop er kalenderen tætpakket og ofte fyldt med receptioner og middage, så det har været en lettelse at vælge alkoholen fra, så jeg altid er klar i hovedet til at arbejde og træffe beslutninger.

Det er min erfaring, at man slipper helt godt fra ikke at drikke alkohol i dag. Det kræver ganske få ord at forklare, at man ikke drikker, fordi man har valgt en anden livsstil. Faktum er, at valget bliver respekteret. Det er fuldkommen uproblematisk at sige fra over for alkohol i hverdagen og til fest.

Anderledes forholder det sig desværre i kirken.

Jeg går som regel i en ny kirke hver søndag. Jeg oplever dermed mange forskellige gudstjenester, prædikener og nadverborde, og det er ved nadverbordet, at jeg oplever problemet. Nogen steder serveres der kun portvin, andre steder forsøger man at tage hensyn til os, som ikke drikker, og har derfor indført to kander, en med portvin og en med saft.

Uanset hvilken model der er valgt, står jeg i et dilemma.

Hvordan bliver det opfattet, hvis jeg de steder, hvor man kun serverer portvin, siger nej til nadveren? Kan det opfattes, som om jeg som biskop ikke vil modtage nadver fra præsten? Jeg kan jo ikke sidde ved nadverbordet og forklare hvorfor, og derfor har jeg enkelte gange drukket portvin, selvom jeg helst var foruden.

De steder, hvor man har indført en ekstra kande med saft, volder nadveren andre problemer. Jeg har oplevet, at præsten stopper op midt i liturgien for at hente kanden med saft på alteret. Det bliver dermed meget tydeligt, at man ikke drikker.

Andre steder er det tydeligt, at præsten efter bedste evne forsøger at vurdere, hvem der er gamle nok til vin, og hvem der skal have saft. Min datter på 17 år kan således fortælle, hvordan hun hos den ene præst får saft, mens hun næste søndag får portvin. Jeg selv peger til præstens overraskelse altid på børnekanden og får så et glas saft.

Jeg skriver dette med et glimt i øjet. Jeg ved, at man i kirkerne gør sit bedste, og at mange menighedsråd har gjort sig gode tanker om, hvordan de bedst tager hensyn. Men det ændrer ikke ved, at jeg som kirkegænger føler det uheldigt at ende i et tavst fællesskab, hvor man ikke kan forklare sig. At man bliver til besvær eller ligefrem bliver udstillet, fordi man ikke ønsker at drikke alkohol.

Jeg står derfor tilbage med et stort spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor er det, at vi i kirken, hvor vi netop forsøger at være et inkluderende fællesskab, stiller os selv i dette dilemma?

Hvordan kan det være, at der i nogen kirker kun serveres alkohol selv for børn og konfirmander, mens man i andre ikke tør tage valget og derfor serverer både vin og saft? Hvorfor overlader man det til præsten at bedømme, hvem der er gamle nok til vin, og hvem der kun må få saft?

Og hvorfor skal vi, der ikke drikker, være årsag til, at liturgien bliver afbrudt, så præsten i alles øjesyn kan hente kanden med saft, så det bliver tydeligt, at man ikke drikker, samtidig med at man føler sig til unødigt besvær?

At de fleste kirker har indført en kande med saft, viser, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal serveres vin eller ej, ikke handler om teologi, men alene om vane.

Jeg opfordrer derfor til, at vi tager diskussionen. Er det nødvendigt at servere alkohol i kirkerne? Skal vi virkelig have to kander, eller kan vi nøjes med en enkelt kande med en god druesaft?

Vin eller saft, det er bare et af mange vigtige spørgsmål, som de nye menighedsråd skal afgøre. Lad os få sat gang i debatten. Godt nytår.