Vi kan tage anerkendelsen fra forkyndere og trossamfund, som bryder loven
Vi behøver ikke ny lovgivning for at tage anerkendelsen fra trossamfund og forkyndere, som medvirker i social kontrol af kvinder i religiøse ægteskaber. Vi skal i stedet sørge for, at den eksisterende lovgivning rent faktisk bliver brugt – også i parallelsamfund.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kan vi leve med, at muslimske kvinder i vores land må indgå islamiske ægteskabs- og skilsmissekontrakter, som bryder med ligestillingsloven, fratager kvinden rettigheder til hendes børn eller nægter hende skilsmisse uden mandens accept?
Nej, selvfølgelig kan vi ikke det. Derfor var det opløftende at se, at SF for nylig var ude i Jyllands-Posten med udspil om at bekæmpe problemet ved at »gøre det nemmere at fratage forkyndere og trossamfund deres statslige anerkendelse«. For intentionen er god.
Trossamfund og forkyndere skal selvfølgelig ikke have statslig anerkendelse og tilhørende privilegier som f.eks. vielsesbemyndigelse og en række skattemæssige fordele, hvis de deltager i den slags social kontrol eller dissideret tvang og religiøst betinget diskrimination af kvinder.
Men udspillet om, at vi skal »gøre det nemmere« at fratage den statslige anerkendelse, lugter kraftigt af, at SF mener, at vi skal lave ny lovgivning, før vi kan gøre noget ved problemet.
Det behøver vi ikke. For det fremgår af trossamfundsloven – paragraf 18 og 22 – at forkyndere og trossamfund skal overholde dansk lovgivning, og gør de ikke det, så kan man fratage dem henholdsvis bemyndigelsen til at forrette vielser og deres status som anerkendt trossamfund.
Så der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken på det punkt. I stedet handler det om, at vi skal begynde med at bruge lovgivningen og sørge for, at den rent faktisk effektueres rundtomkring i landet.
Derfor skal vi klæde politiet og anklagemyndigheden bedre på og styrke deres viden om social kontrol og kompetencer i at forvalte lovgivningen i forhold til religiøse ægteskabs- og skilsmissekontrakter.
Det samme gælder for kommunerne, hvor vi i hvert fald skal have et overblik over, om kompetencerne er på plads.
For hvis en forkynder parallelt med det civile ægteskab står for islamiske ægteskabs- eller skilsmissekontrakter, der f.eks. siger, at kvinden ikke har ret til sine børn ved skilsmisse, hvis hun forlader islam, så strider det imod dansk lov.
Forkynderens bemyndigelse kan derfor tages fra ham, og derefter kan der indledes en granskning, som blotlægger, om forkynderens praksis er repræsentativ for trossamfundet, hvorefter dets anerkendelse også kan fratages. Og hvis en imam f.eks. nægter eller forhaler en kvindes skilsmisse fra en voldelig ægtemand med henvisning til religiøse argumenter om, at det kræver mandens accept, skal det gå den samme vej.
Forsker i sharialov ved Stavanger Universitet Jesper Petersen har fortalt, at han har et arkiv på 552 islamiske skilsmissekontrakter indsamlet i Danmark de seneste år. Så vi ved, de eksisterer, og vi ved fra forskere og folk, som arbejder med social kontrol af kvinder i etniske miljøer, at nogle af dem også bryder med dansk lov.
Desværre må vi i samme ombæring også konstatere, at det i dag forholder sig sådan, fordi det stort set er risikofrit for forkyndere og de anerkendte trossamfund at lave ulovlige ægteskabs- og skilsmissekontrakter.
Det skal vi have lavet om på. Men samtidig skal vi holde for øje, at sigtet med en styrket indsats handler om at hjælpe kvinder, der udsættes for social kontrol eller tvang. At tage anerkendelsen fra trossamfund eller forkyndere er ikke et mål i sig selv, men blot en konsekvens for de brodne kar. Med dansk lov skal land bygges, også i parallelsamfundet.
Men lovgivning og politianmeldelser af f.eks. ulovlige skilsmissekontrakter kan ikke stå alene. Vi skal også sætte ind med oplysning i skoler og på ungdomsuddannelser, så unge kvinder og mænd kender deres rettigheder og ved, at de i Danmark ikke er underlagt religiøse eller sociale regler og normer. Samme oplysning skal i øvrigt også gives til nyankomne, der kommer hertil som ægtefæller, migranter eller som asylanter.
SF’s forslag vidner om, at der lige nu er større politiske vilje end nogensinde til, at vi stiller krav til anerkendte trossamfund og forkyndere om, at de ikke deltager i social kontrol og tvang. Det er glædeligt.
Og det gælder selvfølgelig også for andre anerkendte trossamfund som f.eks. Jehovas Vidner eller for den sags skyld asatro. Så lad os se at komme i gang med at bruge lovgivningen og sikre, at den rent faktisk kan blive implementeret i de lommer i samfundet, hvor der hersker parallel jurisdiktion.