Fortsæt til indhold
Debatindlæg

At du kan finde på at foreslå det, Messerschmidt

Ukrainekrigen nærmer sig snart sit tredje år. Konflikten er snart blevet vendt på både den ene, anden og 12. måde. Men en udmelding fra Dansk Folkeparti har alligevel sat fart i debatten igen.

Johannes Sebastian LundgaardMedlem, forsvars-, udenrigs- og EU-politisk udvalg, KU, Charlottenlund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I løbet af de forgangne år er Zelenskyj ofte blevet beskrevet som vor tids Churchill – også af DF. Men ærligt talt er jeg uenig i den sammenligning. Hvis man skal sammenligne Zelenskyj med en af lederne fra Anden Verdenskrig, skal man se længere øst på. Ignacy Mościcki var præsident i Polen i 1939, da landet blev overfaldet af dets større nabo. Han valgte, at Polen ikke skulle overgive sig. Ligeledes har Zelenskyj valgt, at Ukraine skal kæmpe for sin egen selvstændighed og retten til selvbestemmelse.

Ignacy Mościcki var heldig. Desværre faldt den polske nation efter en brav kamp mod despotismen. Men der fandtes kræfter i verden, der forstod værdien i den kamp, polakkerne kæmpede. Vesteuropa støttede polakkerne, fordi de vidste, hvis man ikke siger stop i tide, kan man aldrig nå at sige stop.

Churchill valgte at fortsætte kampen, også da det blev svært og dyrt for England og den engelske befolkning. Churchill blev kaldt krigsliderlig af sine modstandere. Han blev også kritiseret for ikke at søge en fredsaftale med Hitler – en aftale, han vidste, ville falde ud til tyskernes fordel. Churchill var en mand af principper. En mand, der vidste, at nogle værdier er værd at kæmpe for – uagtet prisen.

Det skærer derfor i mit hjerte, når Dansk Folkeparti har udmeldt, at vi fra dansk side bør mindske – ja, nærmest stoppe – den militære støtte til Ukraine. Det skal ifølge partiet gøres for at presse Ukraine til forhandlingsbordet, så vi kan få fred i Europa. På denne måde hævder de altså at være »på fredens hold«.

Det er svært at tage det modsatte synspunkt i debatten uden at virke som en krigsliderlig type. Så hvis DF gerne vil kalde mig krigsliderlig for at skrive, som jeg gør her, så skal de være så velkomne.

Jeg ville ikke klage over at blive sat i bås med Churchill. Men at foreslå, at vi skal stoppe med at kæmpe for sagen, fordi »prisen er blevet for høj«, er simpelthen lige så uacceptabel nu, som det var i 1940.

Så kære Messerschmidt! Når du siger, at Zelenskyj er Churchill, er jeg uenig. Zelenskyj er vor tids Ignacy Mościcki – en ære, der ikke er mindre end vor tids Churchill.

Zelenskyj giver os i Vesten tid, ligesom Polen gjorde i 1939. Spørgsmålet er, hvem i Vesten vil være vor tids Churchill? Hvem vil kæmpe for vores principper? Hvis du ændrer din holdning på området, kan du nå at blive vor tids Churchill.