Til dem, der mener, vi skal stoppe med støtten til Ukraine: I bør tage derned og se det med egne øjne
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mens julefreden er ved at sænke sig hjemme i Danmark, er virkeligheden en helt anden i Ukraine. Foruden den daglige russiske pakkekalender bestående af droneangreb på civile mister folk hver dag livet ved fronten, samtidig med at fremtiden ser endnu mere usikker ud.
De kan ikke længere regne med den samme støtte fra USA, og min oplevelse er, at der flere steder i Europa-Parlamentet også er en træthed over støtten til Ukraine.
Jeg er netop kommet hjem fra det krigsramte land, hvor jeg sammen med medlemmer af Europa-Parlamentet fra de tre regeringspartier var på tur med europaminister Marie Bjerre.
Og det er imponerende, hvor meget viljestyrke der er til at vinde over russerne, men også til at nærme sig EU ved at gennemføre reformer, som under ingen omstændigheder er indrettet efter, at kandidatlandet på samme tid er i krig. Alligevel gør de det, og det skal vi bakke 100 pct. op om.
Desværre ser jeg, at Dansk Folkeparti nu har skiftet mening og mener, at Danmark bør stoppe med at støtte, og at Ukraine bør kapitulere. Det samme mener de i Europa-Parlamentet, hvor DF og deres gruppe er ledet af Viktor Orbán – Putins bedste ven i EU. Sådan giver det hele jo mening, men at give efter over for Putin er bare den helt forkerte vej at gå.
Af to primære årsager. For det første, fordi vi selvfølgelig ikke må give sejren til Putin. Hans autokratiske styre harmonerer på ingen måde med de værdier, som vi må bestræbe os på at støtte i Europa. Demokratiet findes ikke mere, den frie presse er slået ihjel, og tusinder af unge mænd sendes hver dag i døden for en plan om et nyt gammelt Sovjetunionen.
Derfor er jeg også ret sikker på, at Putin ikke stopper i Ukraine. Han fortsætter, hvis vi giver ham lov. Og hvem har egentlig lyst til at se et nyt Sovjetunionen? Ikke mig, og det har mine baltiske kollegaer bestemt heller ikke. Men måske Dansk Folkeparti har det?
Den anden årsag bliver gennem mange forskellige og indholdsmættede samtaler med ukrainerne også meget klar. De vil demokratiet, de vil friheden, de vil Europa. Det skal vi udnytte i stedet for at skubbe dem væk. Samtidig med det er en hjælp til ukrainerne, er det bundnødvendig sikkerhedspolitik for os selv.
Dermed ikke sagt, de skal være medlemmer af EU i morgen, men de skal have det europæiske og det vestlige perspektiv i kikkerten, og det skal vi hjælpe dem med.
Med andre ord: Det her handler lige så meget om vores egen sikkerhed, som det handler om ukrainernes. Det er ikke en velgørenhedsmission at støtte Ukraine, det er en nødvendighed. Måske ikke i så høj grad for USA, men i særdeleshed for os i Europa. Hvem har lyst til at have en sejrrig og selvsikker Putin boende i EU’s baghave? Ikke mig.
Når man for første gang i sit liv har været i et land i krig, giver historien pludselig meget bedre mening. Minderne fra Den Kolde Krig og fortællingerne fra min mor, der voksede op i London under Anden Verdenskrig. Det er barskt, men det er hverdagen for ukrainerne, og det er bestemt ikke noget, jeg ønsker at nogle danskere skal opleve.
Og til de politikere, der ikke tror det – prøv at tage til Ukraine. Snak med ukrainerne, se hvilket mod de har, og hvilken vilje de har til at reformere sig og nærme sig EU. Det er respektindgydende.
Helt tydeligt var det for mig, da vi forlod dette smukke land med de ukrænkelige og stolte mennesker: Slava Ukraini. Med alt, hvad det koster. Hele vejen. For deres og for hele Europa.