Ideologi bremser seniorerne
Man vil hellere hente udenlandsk arbejdskraft end fastholde seniorerne på arbejdsmarkedet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der har i lang tid været en nærmest ideologisk kamp om, hvorvidt ledige seniorer 50+ forskelsbehandles. Nu problematiseres det, om de ledige 50+ overhovedet kan bidrage til at afhjælpe den angiveligt store mangel på arbejdskraft.
Senest gjorde økonomiminister Stephanie Lohse (V) i TV2 News 5/12 sig til talskvinde for, at man i stedet for at italesætte det uforholdsmæssigt store antal ledige 50+ skal trække udenlandsk arbejdskraft ind.
Hun understøttes ivrigt af Venstres beskæftigelsesordfører, der mente, at hvis der var ledige 50+’ere, der gerne ville i job, så skulle de hjælpes. Hvis der er …?
Faktisk mente han, at der er så få ledige 50+’ere, at de slet ikke kan dække behovet for arbejdskraft. Underforstået, at hvis man alligevel skal til udlandet for at hyre noget af arbejdskraften, så kan man lige så godt hyre dem alle.
Desværre har de, der egentlig skulle gå forrest i problemløsningen, mere travlt med en politisk/ideologisk kamp om problemets eksistens end at løse problemet.
Arbejdsgiverne påstår hårdnakket, at 50+-gruppen ikke diskrimineres på grund af alder, og en del politikere har travlt med at bortforklare eller nedtone problemet. Politikere og arbejdsmarkedets parter løser intet, men får en masse ideologi skudt ud over rampen.
Gang på gang må man høre, at flere og flere bliver på arbejdsmarkedet på grund af favorable skatte- og pensionsregler. Det er en af de påstande, der udhuler problemløsningen. At mange bliver på arbejdspladsen efter pensionsalderen, skaffer ikke arbejde til de mange, der bruger deres ressourcer på at skrive ansøgninger. Ressourcer, der kunne have været brugt bedre på en arbejdsplads.
Som formand for et lokalt Senior Erhverv-netværk møder jeg dagligt frustrerede 50+’ere, der føler sig fravalgt. Dygtige mennesker med masser af kompetencer og masser af erfaring. Mennesker, der lider under uforståelige fravalg og dårligt begrundede afslag – hvis de overhovedet får et afslag. Mennesker, der oplever en diskriminering, andre siger ikke findes.
Jeg kunne ønske, at de, der kan løse problemet, kommer ned fra den ideologiske platform og fik sat fokus på dette problem. Det må alt andet lige være lettere at trække folk ud af ledighedskøen end at hyre arbejdskraft i udlandet.