Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Dildoer i supermarkedet? Pas dog på børnene!

Vi forsømmer på det groveste at passe på vores børn, når vi lader dem se den voksne seksualitet flagre for øjnene af dem.

Hans Peder FromPsykolog, Roskilde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi er i Danmark glade for vores frisind. Vi er stolte af at være det første land i verden som lovliggjorde pornografi.

Men hvor der bestemt kunne argumenteres for, at voksnes seksualitet ikke er noget, nogen skal skamme sig over, har vores tolerance og frisind efterhånden nået et niveau, hvor betegnelsen ”grænseløs” er mere dækkende. Hvilket også gælder, hvad vi viser og underholder vores børn med. I tv for børn møder vi karakterer som John Dillermand og Onkel Reje, hvor der antydes og flirtes med seksuelt ladede emner.

I en folkefest for alle aldre som Copenhagen Pride får børnene synet af halvnøgne voksne i mere eller mindre seksuelt ladede kostumer slynget i hovedet.

Sidste år udkom en børnebog om onani, hvor forfatterens ønske var at normalisere og italesætte børns seksualitet. Vi lever i en digital virkelighed, hvor børn uden vanskelighed finder frem til pornografisk materiale.

Og nu vil Netto og Bilka så sælge sexlegetøj. Gummipikke og gummikusser. Man behøver ikke at være voldsomt konspiratorisk anlagt for at se det som en normalisering af det seksuelle også blandt børnene.

Vi har bevæget os fra, at det seksuelle skulle være noget, de voksne ikke behøvede at skamme sig over, til at være noget, der indgår jævnligt og naturligt også i børns universer og steder, hvor børn også indgår.

Skal børn virkelig inddrages i voksnes seksualitet? Har vi ikke snarere som voksne en pligt til at beskytte børnene? Hvordan kan børnene mærke og beskytte deres grænser, hvis vi har skabt en kultur, der hyppigt udfordrer og overskrider dem?

Børn har en tillid til, at det, de voksne præsenterer og gør, er sundt og ansvarligt. Når vi plastrer også børns verden til med voksen seksualitet, lever vi ikke op til denne tillid.