Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er nu eller aldrig, Venstre

Man tordnede mod Mette Frederiksens angribelige dispositioner under corona. Men hvad skete der? Ingenting.

Jens Paaske KlausenLandsformand, Venstres Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage er det fire år siden, at en af vor tids største politiske og juridiske skandaler udspillede sig i Danmark, da det kom frem, at den daværende regering ikke havde hjemmel til at slå alle mink i landet ned. Alligevel fortsatte man. Uden respekt for retsstaten og uden respekt for borgernes private ejendom. Målet helligede midlet, mente man.

Sagen var en skamplet på dansk retshistorie og har utvivlsomt medvirket til forøgelsen af borgernes mistillid til systemet og samfundsinstitutionerne, som kun er blevet større og større, siden Mette Frederiksen blev statsminister.

Mit eget parti har dog heller ikke rene hænder, når det kommer til skylden for politikerlede og mistillid til det politiske system. Alle ved, hvad det kostede at gå i regering med Socialdemokratiet. Det er, som om den politiske korttidshukommelse på ny sætter ind. Ingen taler længere om magtfuldkommenheden fra den forhenværende regering. Ingen taler om den udviste ligegyldighed over hjemmelsprincippet og retsstaten. Ingen taler om slettede sms’er.

Det er ganske enkelt beskæmmende. Beskæmmende for folkestyret, for borgernes retssikkerhed og for tilliden til systemet.

Jeg håber, at retfærdigheden i minksagen en dag sker fyldest, så det danske demokrati og retsstat ikke skal lugte en smule af bananrepublik for altid. Det kræver, at Venstre og Moderaterne lever op til det, som man lovede danskerne inden valget i 2022. Men tiden rinder ud, for om under et år er sagen forældet i forhold til ministeransvarlighedslovens forældelsesregler.

Det er nu eller aldrig, Venstre.