Dine jernmarker bliver til jerntæpper, Inger Støjberg
Inger Støjberg virker til at være mere interesseret i et politisk jerntæppe mellem København og Jylland end at gøre en forskel for det Danmark, som virkelig har brug for hendes politiske tæft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jernmarker. Danmarksdemokraternes nye catchphrase. Et ord, som jeg har det voldsomt ambivalent ved. Det er fængende og sjovt, men samtidig er det et symbol på en lidt ”fordummet” debat om land og by.
Personligt er landdistrikterne nok det, som er mit hjerte nærmest i min politiske kamp, men når Danmarksdemokraterne og partiformand Inger Støjberg begynder at spille landdistrikterne ud mod byerne og de fine saloner, så knækker filmen.
Jeg er helt enig med Støjberg i, at mange beslutninger om landdistrikterne bliver taget af politikere, som for længst har glemt den kamp, man kæmper ude i landdistrikterne.
Men når Støjberg i sin politiske kamp skal gøre et spørgsmål om kommunernes nærdemokrati til et spørgsmål om, at Christiansborg ødelægger landbruget i et forsøg på at redde klimaet, så har man misforstået problemet.
Jernmarkerne, som Støjberg snakker om, er i virkeligheden solceller på marker. Personligt så jeg da også helst, at solceller blev placeret på tage og andre anonyme lokationer, men endnu en gang skal debatten handle om landbrug og saloner.
Hvor er det store perspektiv i det her? Skal kommunerne ikke være en del af de grønne løsninger?
Skal Christiansborg ikke have et ønske om, at Danmark er et grønt foregangsland?
Hvis man reelt ønsker at skabe bedre vilkår i landdistrikterne, så tag da hellere snakken om, hvordan vi skaber vækst og fornyelse. Giv nu slip på den forældede retorik om, at storbyerne hader landbruget. I min optik er Danmarksdemokraterne i gang med at gøre jernmarker til jerntæpper.
Den dialog eller mangel på samme, som Danmarksdemokraterne er garant for, skaber splittelse mellem land og by. I en tid, hvor landdistrikterne mere end nogensinde har brug for at blive taget seriøst. Jeg er så ærgerlig over, at en af de største indenrigspolitiske dagsordener bliver kørt af sporet med så tåbelige formuleringer.
Inger Støjberg virker til at være mere interesseret i et politisk jerntæppe mellem København og Jylland end at gøre en forskel for det Danmark, som virkelig har brug for hendes politiske tæft. I stedet for at gå til kamp mod solceller, så kunne man foreslå en progressiv skattemodel for virksomheder, der har solceller på tagene og produktionshaller.
Man kunne sænke skatten for virksomheder, som placerer sig der, hvor vi har brug for udviklingen.
Jeg er helt med på, at solceller på marker er et ømt emne, men kunne vi ikke nok stoppe med at gå efter de lavthængende frugter og i stedet støtte landdistrikterne i at udvikle sig.