Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Statsministeren er barnet, der leger med tændstikker på høloftet

Har man ikke lært af Danmarks engagement i Irak og Afghanistan? Vi er det svageste led i Nato – og alligevel buldrer vi højest.

Kasper StøvringForfatter og foredragsholder, Sorø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

DR viser for tiden dokumentaren ”Velkommen til frontlinjen”, der handler om de fejlslagne krige i bl.a. Irak og Afghanistan. Hvordan kunne man styrte hovedkulds ind i noget så dumt?

Et svar er, at vores politikere og ledende meningsdannere blev overmodige.

En følelse af usårlighed efter Murens fald kombineret med ekstraordinær global styrke beredte grobunden for disse ulykkelige krige. At Vesten tabte dem, betød ikke så meget, for de foregik langt væk. Ingen kom for alvor til at bøde for overmodet. De ansvarlige mennesker beholdt deres fine stillinger, og som samfund lærte vi aldrig rigtig lektien.

Derfor vil overmodige mennesker begå samme fejl. Men denne gang kan det blive fatalt. For nu risikerer vi at få det, alle frygtede under Den Kolde Krig: en direkte konfrontation med en anden stormagt, der endda ligger klos op ad os selv. Nemlig Rusland.

Danmarks statsminister er et barn af det blinde overmod. I et interview til det amerikanske medie Bloomberg sagde Mette Frederiksen for nylig, at vi skulle blæse på russernes røde linjer og levere våben til ukrainerne, der kan ramme mål dybt inde i Rusland.

Ruslands udenrigsminister har truet med krig mod Nato, hvis det sker, og en højtstående russisk diplomat har direkte truet Danmark: »Hvis de tillader deres våben at blive brugt til angreb på russisk territorium, bliver de automatisk deltagere i konflikten. Hvert Nato-land vil blive holdt ansvarligt hver for sig. Nato-blokken vil ikke blive holdt samlet til ansvar.«

Mette Frederiksens overmod består i forestillingen om, at Danmark kan gå enegang i en eskalering. Hun er som barnet, der leger med tændstikker på høloftet. Danmark er et af de svageste led i kæden, men et af de lande, der går længst i optrapningen mod Rusland. Det gør et russisk angreb på os sandsynligt.

Det er derfor, regeringen beder os om at forberede os på en undtagelsessituation.

I værste fald eskalerer Ukrainekrigen i form af en direkte konfrontation mellem Nato og Rusland. Så risikerer vi den totale udslettelse. Atomkrig er et af de mest sandsynlige udfald af overmodets farlige fristelse ifølge de krigssimulationer, der spilles på højeste niveau i Washington.

Men en direkte militær konfrontation er endnu ikke så sandsynlig som et russisk angreb med andre midler. Det er langtfra sikkert, at Nato i så fald vil hjælpe os.

Hvad vil kunne ske, hvis ikke guderne, så russerne rammer os med deres vrede?

Russerne vil sprede desinformation, ramme os med politisk indblanding og skabe social destabilisering ved at udnytte politiske spændinger i vores samfund. Endnu værre og sandsynlig er en optrapning af cyberkrigen. Det vil få dybe konsekvenser for vores kritiske infrastruktur og millioner af danskere.

Det vil udløse en lavine af kaos og panik, lamme økonomien og bringe menneskeliv i fare. Ved at ramme vores elnet eller gasforsyning vil alt fra opvarmning, køleskabe og belysning til internetforbindelser ikke fungere. Hospitaler vil i et længere nedbrud ikke kunne redde liv. Folk vil ikke kunne komme i kontakt med hinanden, og nødsystemer vil svækkes.

Med et cyberangreb på de finansielle systemer vil danskerne ikke kunne hæve penge, betale regninger eller foretage indkøb. Aktiekurser vil falde drastisk, og alt fra pensionsopsparinger til virksomheders værdier vil blive ramt.

Et angreb på Danmarks transportinfrastruktur vil betyde, at tog, busser og fly sættes ud af drift. Det vil gøre det svært at komme på arbejde og til lægebesøg. Levering af livsvigtige varer som mad, medicin og brændstof vil blive hæmmet. Ambulancer, brandbiler og politibiler vil få problemer med at komme frem.

De fleste danskere aner ikke, hvad krig betyder, slet ikke skrivebordskrigere. En intensiveret konflikt med Rusland vil kunne få folk til at mistro myndighedernes evne til at beskytte landet. Det vil i sig selv skabe panik i hidtil uset omfang.

Som forventeligt er Ukraine ved at blive totalt ødelagt. Levering af langtrækkende våben vil næppe gøre nogen afgørende forskel. Vi bør derfor stræbe efter en fredsaftale. Hvis den ikke kan opnås, må ukrainerne med våbenhjælp fra Nato grave sig ned. For så vil også russerne få deres Irak eller Afghanistan og før eller siden bukke under. I bedste fald.