Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vores demokrati lider under vores politikeres fravær af ordentlighed

I vores demokrati skulle vi måske sikre, at de stemmer, som bliver afgivet ved et folketingsvalg, også er repræsenteret i Folketinget.

Torben ThrueProfessionsbachelor i pædagogik, Randers SØ

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Søren Pind. I et interview i JP 1/9 kommer du langt omkring. Fra store globale politiske og teknologiske ændringer siden Murens fald og frem til nutiden, hvor du ser vores politiske partiers verden forældet, og du ser vores demokrati i en udvikling, som vi ikke altid kan se lige nu, hvor vi står midt i den.

Du begrunder dit ønske om flere folkeafstemninger med ganske enkelt at ville delagtiggøre folk i flere beslutninger, som politikerne ikke skal træffe. Du nævner som eksempler de moralske svære valg som abortgrænsen eller indførelsen af aktiv dødshjælp. Men hvem skal bestemme, hvilke emner der skal udlægges til folkeafstemning, og skal det have en begrænsende effekt på de EU-regler, der bliver til dansk lov?

Alle politiske beslutninger kan vel ikke lægges ud til folkeafstemning? Det lyder ikke realistisk, og sat på spidsen vil et gadens parlament – med de meningssvingninger, det giver – kunne underminere vores samfundsøkonomiske og politiske stabilitet, og jeg kan næsten blive i tvivl om, hvor du står i balancen mellem en anarkistisk og autoritær tilgang til vores demokrati.

Jeg ærgrer mig over, at du fuldstændigt undviger det, som det hele i bund og grund handler om. Politikerlede. Som borger skal vi insistere på samtalen. Vi skal insistere på ordentlighed og troværdighed. Vi skal insistere på, at politikerne fastholder deres markante valgløfter. Det fører alt sammen videre til min tese om, at vi har et godt, stabilt og velfungerende demokrati.

Jeg mener ikke, der er noget galt med vores demokrati, men snarere måden, de fleste politikere praktiserer vores demokrati på.

Så kære Søren Pind. Vores demokrati fejler ikke noget. Flere folkeafstemninger giver ikke ordentlige politikere. De politikere, som siger noget før et valg og noget andet efter et valg, skal bare ud at finde et produktivt arbejde for velfærden, så vi kan få tillidsfulde og ærlige politikere, som mener det samme før et valg som efter et valg.

Sagt på dansk. Det er intet, der er så godt, at der ikke er plads til forbedringer. I vores demokrati skulle vi måske sikre, at de stemmer, som bliver afgivet ved et folketingsvalg, også er repræsenteret i Folketinget.

Det kunne forebygge stemmespild og måske trække flere sofavælgere til stemmeurnerne.