Nordjyske borgmestre: Fiskeriet er et vigtigt erhverv for vores landsdel – det skal overleve
De danske fiskere fortjener ros og anerkendelse for den store indsats, de har gjort for at omstille deres fiskeri i en mere bæredygtig retning.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som borgmestre i nogle af de kommuner i Danmark, hvor fiskeriet fylder allermest, er det med en vis bekymring, at vi følger debatten om trawlfiskeri. For der er meget på spil for vores kommuner, og vi må konstatere, at det let bliver en debat, der nemt bliver meget ensidig og meget unuanceret.
For det første skal man huske udgangspunktet, som er, at langt hovedparten af de fisk, der i dag fanges af danske fiskere, fanges med trawl. Det drejer sig om 90 pct. af alle danskfangede fisk. Hvis man forestiller sig, at hele den danske fiskerflåde skulle omlægges til fiskeri med garn, tejner og liner, så er vi altså ude i en så omfattende omlægning, der gør det svært at forestille sig et kommercielt erhvervsfiskeri i Danmark og at opretholde de samfund, som i dag er bygget op om fiskeriet. Fisk fanger ikke sig selv.
For det andet skal man huske at have det hele med i ligningen, for der er ikke kun skidt at sige om trawlfiskeri, selv om man ofte kan få det indtryk, når man følger debatten i medierne.
International forskning har konkluderet, at hvis den mængde fødevarer, som i dag kommer fra trawlfiskeri, skulle produceres på anden vis, så vil den negative miljø- og klimapåvirkning være større – og maden skal altså komme et sted fra.
Man skal også huske, at fiskebestandenes størrelse ikke afhænger af, om fiskene fanges med trawl eller med garn, men af hvor mange fisk man fanger. Det er derfor, vi har kvoter, som hvert år fastsættes på baggrund af anbefalinger fra Det Internationale Havundersøgelsesråd. Det er vores sikkerhed for, at fiskeriet foregår bæredygtigt, og at fiskebestande ikke overfiskes.
Hvad angår den danske havbund, er langt hovedparten af den allerede i dag friholdt for trawlfiskeri. Der blev i 2020 fisket med bundslæbende redskaber på blot 20 pct. af den samlede havbund, og de seneste seks år er knap 42 pct. af havbunden blevet påvirket.
Vi vil her gerne kvittere for, at de danske fiskere er gået særdeles konstruktivt ind i diskussionen om at udpege områder, der helt fredes for trawlfiskeri, og vi har noteret os, at der er udpeget 12,7 pct. af det danske hav som trawlfri områder. Samtidig slår fiskerierhvervet fast, at de er klar til at beskytte endnu mere. Vi håber, Christiansborg går helhjertet ind i den dialog.
Vi mener også, at de danske fiskere fortjener ros og anerkendelse for den store indsats, de i forvejen har gjort for at omstille deres fiskeri i en mere bæredygtig retning. Det er et arbejde, der har stået på i mange år, og som har gjort, at meget store dele af dansk fiskeri i dag er certificeret med MSC-mærket, og at de danske fiskere allerede har nedbragt deres CO2-udledning med mere end 60 pct. siden 1990.
Vi ved også, at fiskeriet hele tiden fokuserer på at udvikle fiskeredskaberne for at minimere uønskede bifangster og for at mindske aftrykket på havbunden. Det arbejde skal vi fortsætte med, så fiskeriet kan sætte et endnu mindre aftryk på havmiljøet.
Vi har faktisk al mulig grund til at være stolte af vores fiskere, som hver dag leverer sunde og klimavenlige fødevarer, og som bidrager med i tusindvis af arbejdspladser, ikke mindst i det nordjyske.
Selvfølgelig skal dansk fiskeri have en endnu mindre påvirkning af det havmiljø, som fiskeriet lever af. Det arbejder fiskerne også på hver eneste dag. Men det er helt afgørende, at de politiske beslutninger, der danner rammen om fiskeriet, baserer sig på fakta og ikke på følelser, og at man husker at få det hele med i ligningen.