Trepartsaftale belønner dem, der gør en indsats for den grønne omstilling
Venstre og resten af regeringen har lagt sig i selen for en løsning, der skaber rammerne for en fortsat udvikling og ikke afvikling af landbruget.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kort inden sommerferien indgik regeringen en aftale i den såkaldte ”grønne trepart”. Det var ikke hvilken som helst aftale, for det er en aftale, der skriver et nyt kapitel i dansk landbrugshistorie.
Den er indgået sammen med bl.a. Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, og vi tegner et helt nyt danmarkskort med plads til både natur, landbrug og mennesker. Samtidig sikrer vi en lavere klimaudledning fra erhvervet, hvor der samtidig rent faktisk er en mulighed for at fortage de nødvendige investeringer.
Der var inden trepartsaftalen en bekymring i landbruget over, hvad en CO2-afgift ville komme til at betyde for erhvervet og mulighederne for at have fødevareproduktion i Danmark.
Jeg forstod godt den bekymring, for der har været mange modeller og ikke mindst skrækhistorier i medierne igennem de seneste mange måneder og år.
Men med aftalen i den grønne trepart har vi vist vejen til, hvordan en CO2-afgift kan skrues sammen, uden at dansk landbrug skal lukke og slukke. Med en indfasningsperiode fra 2030 og 2035 og et bundfradrag på 60 pct. sikrer vi en begrænset stigning i produktionsomkostningerne, så der er en reel mulighed for at omstille sig og fortage de nødvendige investeringer, der kan nedbringe udledningerne fra fødevareproduktionen. For det er jo det, der er målet med klimapolitikken. Lavere klimaudledninger.
Netop mulighederne til at omstille sig er noget af det, jeg er allermest stolt af ved denne aftale. For det handler selvfølgelig ikke om bare at pålægge nye afgifter for afgifternes skyld.
Det handler om, at vi skal skabe rammerne for, at der kan investeres i nye teknologier, og at produktionen kan omlægges mere klimavenligt. Det handler om at skabe de rette incitamenter. Med trepartsaftalen kan man som landmand nedbringe sin afgiftsbetaling helt eller delvist, hvis man driver et klimaeffektivt landbrug med f.eks. fodertilsætning og aflevering af gylle til biogas.
Det har samtidig været et fokus, at vi målretter indsatserne, så de største klima- og miljøgevinster opnås, samtidig med at der stadig er mulighed for at dyrke nogle af verdens bedste fødevarer på de danske marker.
Samtidig lever vi med aftalen op til vores ambitiøse 2030-klimamål, skaber meget mere natur og biodiversitet og hjælper ikke mindst til at genoprette vores flere steder trængte vandmiljø.
Det sker gennem en gigantisk arealfond på 40 mia. kr., med den nye CO2-afgift, en markant styrkelse af indsatsen for udvikling og implementering af nye, grønne klimateknologier og meget, meget mere.
Det er en stor og omfattende aftale, hvor vi har samlet interessenter på området og sammen viser vejen til fremtidens endnu mere bæredygtige landbrug. Landbruget er i gang med omstillingen og har været det i mange år.
Derfor har Venstre og resten af regeringen også lagt sig i selen for en balanceret og fremtidssikret løsning, der skaber rammerne for en fortsat udvikling og ikke afvikling af landbruget, hvor vi samtidig passer bedre på vores natur og klima. Det er den danske model, når det er bedst. Ansvarlige partier i en ansvarlig regering, der samarbejder med ansvarlige organisationer.