Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Socialdemokratiet tordner imod kønsopdelt svømning, men vil ikke forbyde det

Det er meget utroværdigt, at både statsministeren og udlændingeministeren bruger tid og energi på at tordne mod kønsopdelt svømning, når de hverken vil stemme for et forbud i Folketinget eller i byrådene.

Susie JessenMF, politisk ordfører, ligestillingsordfører, (DD)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Socialdemokratiet er et parti, der udadtil gør en stor indsats for at fremstå hårde på udlændingeområdet. Men af og til er det, som om at den hårde linje forsvinder som dug for solen, når vi i folketingssalen skal diskutere emner, som de selv så ivrigt har tordnet imod. Et forbud mod kønsopdelt svømning er et godt eksempel på det.

Som kvinde, som dansker og som en person, der holder meget af den frihed og den ligestilling vi har i Danmark, så er jeg inderligt imod kønsopdelt svømning, hvor muslimske piger svømmer bag nedrullede gardiner og hvor mænd har ”ingen adgang”.

Det er ganske enkelt udansk at seksualisere helt små piger, der går til svømmeundervisning, ligesom det er enormt udansk at pakke kvinder og piger væk på grund af en forældet opfattelse af ære og dydighed.

Det er ikke så længe siden, at Folketinget behandlede et forslag om et forbud mod kønsopdelt svømning, hvor Socialdemokratiet stemte imod med den begrundelse, at det var kommunerne, der havde ansvaret for at lave et forbud. Efterfølgende sendte udlændingeminister, Kaare Dybvad et brev ud til de kommuner, der tilbyder kønsopdelt svømning med en opfordring til at få det standset.

Statsminister Mette Frederiksen har også flere gange udtrykt sin harme over kønsopdelt svømning – blandt andet under afslutningsdebatten i juni.

Men hvad sker der så, når de lokale byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet, eksempelvis i Aarhus, der tilbyder et hav af kønsopdelte svømmehold, og hvor borgmesteren oven i købet er socialdemokrat, får mulighed for at iværksætte et forbud, når vi i Danmarksdemokraterne foreslår det? De stemmer imod!

Det er meget utroværdigt, at både statsministeren og udlændingeministeren bruger tid og energi på at tordne mod kønsopdelt svømning, når de hverken vil stemme for et forbud i Folketinget eller i byrådene. Men måske er det Socialdemokratiets udlændingepolitik i en nøddeskal? De prædiker meget – men praktiserer desværre alt for lidt.