Vi skal løse problemerne med manglende ligestilling
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Så er jeg endnu en gang blevet stemplet som »woke« kulturminister.
Denne gang kommer anklagen fra De Konservatives kulturordfører, Helle Bonnesen, og ligestillingsordfører, Dina Raabjerg. De mener endda, at det er mig – og åbenbart ikke vores ligestillingsminister – der fører regeringens reelle ligestillingspolitik.
Det sidste vælger jeg at opfatte som et skulderklap og anerkendelse af mit arbejde. Selv mener jeg, at jeg fører en politik, der er nødvendig. For vi har problemer med ligestilling i kulturlivet, som vi skal løse.
Lige nu har vi en stormende debat om kvinders forhold i musiklivet, efter at DR bragte dokumentaren ”Sexisme i musikbranchen”. Her kan man godt lægge sig i hængekøjen med tommelfingrene i ørerne, men skulle vi ikke sammen lave nogle af de strukturelle ændringer, der efterspørges? Ændringer, som skal gøre, at generationerne efter os vokser op med popstjerner og store musikalske oplevelser, som alle i samfundet kan spejle sig i.
Der er vi langt fra i musikbranchen: Her gik 10 pct. af det samlede udbetalte beløb fra Koda i 2022 til kvinder. Hvis det skal ændres, skal kvinder være en større del af branchen. DR’s dokumentar viser med al tydelighed, at det var rigtigt at have et stort fokus på diversitet i musikhandlingsplanen fra sidste år.
Her har vi besluttet, at de regionale spillesteder skal opgøre og offentliggøre kønsbalancen blandt optrædende musikere. Vi besluttede også at støtte musikfællesskabet She Can Play, hvor talentfulde unge kvinder kan søge gode råd og teste deres drøm som musiker af. Og vi er gået i gang med en udredning af talentmassen, hvor vi stiller skarpt på pigers frafald i den musikalske fødekæde. Netop dette initiativ valgte Helle Bonnesen at fremhæve, da vi offentliggjorde aftalen. Jeg er helt enig i hendes udsagn fra dengang om, at vi ikke må tabe talent på gulvet.
Jeg har også lanceret Bodil Koch-prisen for at sætte fokus på dem, der gør noget særligt for at fremme ligestilling og diversitet i kulturlivet. Og jeg beder et kommende udvalg kortlægge, hvilke kvinder vi bør hylde med statuer. Det handler ikke om, at køn er en kvalitet i sig selv, som Bonnesen og Raabjerg fejlagtigt skriver i deres indlæg.
Det handler derimod om, at kvinderne i mange år er blevet overset. Selv om jeg er en hvid, skaldet mand, og ligestilling ikke ligger til højrebenet for mig, vil jeg meget gerne være med til at skubbe på for at få lavet om på de skæve forhold, vi har i dag.
Jyllands-Posten er i en kortlægning nået frem til, at blot 31 af 321 statuer og buster i byrummet er af kvinder. I København er der sågar flere statuer af fabeldyr end kvinder. Det synes jeg ærligt talt ikke, den kommende generation af drenge og piger skal vokse op med. Dem, vi vælger at hylde og støbe i bronze, er også dem, vi spejler os i. Det er samfundets måde at sige, at her er mennesker, der har gjort en ekstraordinær forskel. Og hvis det kun er mænd, sender vi et signal om, at det her samfund kun er skabt af mænd. Og det er det faktisk ikke.
Det skal vi italesætte. For naturligvis bør halvdelen af Danmarks befolkning også regnes med, når kunsten og kulturen spejler det samfund, vi lever i. Alt andet er da tosset.
Når min politik bliver kaldt »woke«, skulle man ellers tro, at min kulturpolitiske vision var et revolutionært og gennemsyret ultrafeministisk kvoteprojekt. Det er langt fra virkeligheden. Jeg går ikke ind for kvoter. For ingen skal kunne sige, at man er blevet valgt alene på grund af sit køn.
Jeg er derimod en hvid, skaldet mand, der gerne vil løse de problemer med ligestilling, der åbenlyst eksisterer. Også på kulturområdet, som jeg har ansvar for.