Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Landbrug og Fødevarer misbruger data om dødeligheden i svineproduktionen

Man tror, at det er løgn.

Niels Peter BaadsgaardDyrlæge, ph.d.
Karl Johan KlitDyrlæge, adm. direktør, Topigs Norsvin Danmark APS

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Landbrug og Fødevarer og Seges Innovation har offentliggjort de nyeste tal for udviklingen i dødeligheden hos søer og pattegrise i Danmark. Sodødeligheden, som baserer sig på det samlede antal søer, som sendes til destruktion, ligger på 16,5 pct. Et tal, som aldrig har ligget højere. Den totale pattegrisedødelighed er faldet med 0,9 pct. til 22,4 pct. sammenlignet med 2022.

Udviklingen får branchen anført af Christian Fink Hansen, sektordirektør Landbrug og Fødevarer Sektor For Gris, til at konkludere, at man nu endelig har knækket koden til højere overlevelse, samtidig med at produktiviteten øges. Helt konkret tilskrives faldet ifølge Christian Fink en ændring af avlsmålene i sommeren 2022 i et af de tre avlsselskaber, som leverer avlsdyr til de danske svineproducenter. Det har længe været et løfte fra branchens side, at det var muligt via avlen at sænke dødeligheden, samtidig med at man kunne fortsætte med at fremavle stadig større kuld hos søerne. Dette løfte er gentaget mange gange over for politikerne, f.eks. i forbindelse med handlingsplanen for bedre svinevelfærd i 2014 og senest i forbindelse med dyrevelfærdsaftalen i 2024.

Landbrug og Fødevarer anvender imidlertid data på en højst besynderlig måde.

Tidligere var der i Danmark et avlsselskab, i dag Danbred, som havde monopol på salg af avlsdyr. Selskabet er i dag delvist ejet af Landbrug og Fødevarer. Der er imidlertid kommet to nye selskaber på markedet: Danish Genetics og Topigs Norsvin, som er et hollandsk og norsk ejet avlsselskab. Sidstnævnte er mest kendt for ikke at forfølge strategien om flest mulige pattegrise i kuldet, men derimod et mål om, at kuldet ikke må være større end antallet af patter hos soen. Dødeligheden hos de danske søer fra Topigs Norsvin ligger på 6,5 pct., og dødeligheden hos pattegrisene ligger på 16,5 pct. Tallene baserer sig på data fra selskabets kunder i Danmark og indgår i Landbrug og Fødevarers data. Topigs Norsvin har i dag en markedsandel i Danmark på 7 pct.

Landbrug og Fødevarer opgør imidlertid ikke data separat for de tre forskellige selskaber med forskellige avlsmål, men man samler data fra de tre selskaber i et gennemsnit og tilskriver ændringerne de ændrede avlsmål i et af selskaberne. Det er mildest talt besynderligt. Hvis man antager, at 7 pct. af besætningerne i Landbrug og Fødevarers gennemsnit ligger væsentligt lavere, når det gælder både sodødeligheden og pattegrisedødeligheden, ja så må tallene fra Landbrug og Fødevarers selskab jo ligge højere.

Hvornår vil en ændring af avlsmålene kunne ses på tallene fra produktionen?

Det er uforståeligt, at Landbrug og Fødevarer vælger at samle data fra tre selskaber og bruge dette resultat til at dokumentere et fald i dødeligheden i Landbrug og Fødevarers eget avlsselskab. Et fald, som genetisk slet ikke kan lade sig gøre inden for den korte tidsperiode. Landbrug og Fødevarer nævner slet ikke andre forhold, som kan have betydning. Man kan få den tanke, at Landbrug og Fødevarer blot er ude på at varetage egne økonomiske interesser. En gennemgang af Landbrug og Fødevarers regnskaber viser tydeligt, hvor meget Danbred betyder for hele organisationens økonomi.

Sammenholdt med den monopolagtige stilling, som Landbrug og Fødevarer har i alle politiske forhandlinger om dyrevelfærd, så indtager organisationen her en meget uheldig dobbeltrolle.

Med tre avlsselskaber i Danmark er et landsgennemsnit for de forskellige effektivitetsmål i svineproduktionen blevet en anakronisme. Der er et stort behov for at tilvejebringe valide data for dødeligheden både for søer og pattegrise i de respektive avlslinjer mhp. at reducere dødeligheden i svineproduktionen. Landbrug og Fødevarer bidrager ikke hertil i dag.