SF og K: EU skal føre en hårdere kurs over for præstestyret i Teheran
EU må bakke stærkere op om demonstranters krav. De iranere, der tror på en bedre fremtid, har brug for Europas fulde støtte.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forleden havde vi begge muligheden for at møde fire unikke unge mennesker, hvis gribende historier vi sent vil glemme. Mersedeh, Kosar, Sima og Keysam har alle været ofre for det voldelige og reaktionære iranske præstestyre. Kosar og Mersedeh blev begge skudt i øjet af revolutionsgardens moralpoliti under en demonstration efter Mahsa Aminis død. De har mistet synet på deres ene øje. Sima blev skudt i armen, og i dag er hendes arm lammet. De blev alle nægtet adgang til hospitalet. Da den unge lægestuderende Keysam ville tilbyde de tusindvis af sårede demonstranter lægehjælp, blev han anholdt. I fængslet blev han tæsket og seksuelt misbrugt. I Iran er det straffen for at vise medmenneskelighed.
Det er ikke hver dag, konservative og socialister er så enige, at vi går sammen om et politisk budskab. Men vores møde med de iranske frihedskæmpere gør det bydende nødvendigt: Alt for mange år er gået tabt med forsøg på at give Iran indrømmelser, i håb om at det ville føre til reformer. Med det resultat, at de reaktionære kræfter har strammet grebet endnu mere. Med det resultat, at Iran aldrig har været tættere på at være atommagt.
Vi ønsker, at det kommende Europa-Parlament strammer skruen over for Iran. At revolutionsgarden bliver sat på EU’s terrorliste, og dens midler indefryses. At regimet isoleres, så det får sværere ved at eksportere den vold, som lige nu er med til at destabilisere Mellemøsten. For præstestyret ønsker ikke fred – det ønsker religiøse konflikter og krig!
De iranere, der tror på en bedre fremtid, har brug for Europas fulde støtte, så de opnår det regimeskifte, som et kæmpe flertal har skreget på i årtier. Især kvinder og minoriteter, som i 45 år har levet i et åbent fængsel. De unge iranere drømmer om frihed og demokrati. Om et liv frigjort fra religiøse lænker. Mersedeh fortalte, at mange mener, hun bør blive hjemme for sin datters skyld. Men som hun inspirerende sagde, så går hun netop på gaden for datterens skyld. Så hun kan vokse op i et samfund, hvor kvinder ikke er andenrangsborgere.