Sig mig, er du en nyttig idiot, Løkke?
Danmark skal overhovedet ikke overveje at anerkende Palæstina, så længe forholdene er så udemokratiske, som det er tilfældet. Lars Løkke Rasmussen kan bare holde sig i skindet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP 20/5 kunne man læse, at »Danmark sammen med et stort flertal af FN’s lande stemte ja til en resolution, der konkluderer, at staten Palæstina opfylder alle krav til medlemskab i FN. Samtidig opfordrer den FN’s Sikkerhedsråd, der reelt beslutter den slags, til nu at optage Palæstina«.
Bedst som man gik og overvejede at stemme på Lars Løkke og Moderaterne, har den gode mand igen skiftet holdning midt i vadestedet. At Danmarks udenrigsminister midt i en igangværende konflikt agerer talerør for en terrororganisation, bringer ham i mine øjne tæt på dem, man under Den Kolde Krig kaldte ”nyttige idioter”.
Som udenrigsminister er han forpligtet til at handle i overensstemmelse med Danmarks interesser. Det er bestemt ikke i Danmarks interesse at tage de første skridt til at anerkende en palæstinensisk stat.
En stat kan kun anerkendes, når den opfylder en række internationalt vedtagne kriterier, hvoraf ingen i dag er opfyldt.
For at Danmark skal kunne anerkende en stat, bør den som minimum have en regering, der har som hovedopgave at sørge for sin befolkning.
Det må ligeledes forventes af et lands regering, at den sørger for infrastruktur, sundhedsydelser og de institutioner, der er nødvendige for at kunne kalde sig en stat.
Kontrollen i Gaza tilhører Hamas, mens kontrollen på Vestbredden tilhører Fatah, hvor begge organisationer har dannet noget, de kalder en regering. Heldigvis for den palæstinensiske befolkning er det let at være regering i de to områder, da en stor del af områdernes indkomst kommer fra vestlig nødhjælp, som sørger for mad og medicin, mens nødhjælpen fra de arabiske lande især kommer i form af religiøs og kulturel indoktrinering samt våbenhjælp.
Set med mine øjne kan det ikke i en overskuelig fremtid komme på tale at anerkende et Palæstina, hvor de, der har magten, udviser en total foragt for deres egne befolkningers ve og vel og samtidig helt officielt har som mål at udslette et demokratisk naboland. At de to organisationer samtidig er håndlangere for et ekstremt islamistisk styre i Iran, gør ikke sagen bedre.
Danmark bør vise stærk støtte til Israels ret til at forsvare sig mod terrorisme og diverse raketangreb og kun medvirke til oprettelsen af en palæstinensisk stat, når magthaverne på Vestbredden og i Gaza anerkender Israels ret til at eksistere og stopper al terror mod landet.