Rød kulturblindhed skubber folk væk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det rumler i den europæiske vælgerbefolkning. Også i Danmark. Den fælles offentlighed skrumper år for år, og derfor er vi længere om at opdage det.

Men advarselslamperne burde alligevel blinke for alle, der har antennerne ude – specielt til venstre for midten i politik. Hvad enten man kigger på de seneste skolevalgsresultater i Danmark, Norge og Sverige, ser, hvad vælgerne i Storbritannien og Tyskland synes er vigtigt, eller såmænd bare læser ned i den spritnye bog om folketingsvalget 2022, så vil man sidde tilbage med følgende fornemmelse: Venstrefløjen i bred forstand er i værdimæssige problemer – og de bliver muligvis større i de kommende år.

Den altafgørende klima- og biodiversitetskamp taber opbakning i befolkningerne – bl.a. fordi røde partier krampagtigt holder fast i en liberal og teoretisk udlændinge- og integrationspolitik. En politik, der dokumenterbart stort set har slået fejl i samtlige vesteuropæiske lande.

Samtidig er det tydeligt, at kløfterne mellem landsdele vokser, når det kommer til velstand og velfærd.

Nichedagsordener og mærkværdige påfund i kultur-, medie- og universitetsmiljøerne omkring de røde partier skubber især en masse mænd fra sig. Noget, den begavede DSU-formand Katrine Evelyn Jensen var en af de første til at sætte ord på for uger tilbage.

Alt sammen rummer potentialet til at spænde ben for den solidariske fordelingspolitik og sociale fremskridt for de mange, som altid har udgjort den vigtigste del af eksistensberettigelsen for de forskellige partier til venstre for midten.

Kernen i problemet kan koges ned til to ord: rød kulturblindhed.

Herhjemme kom det bl.a. til udtryk i folketingssalen den 23. februar i år, da vi behandlede et beslutningsforslag fra Enhedslisten om dansk tilslutning til en europæisk fordelingsnøgle på migrationsområdet. Alternativets udlændingeordfører, Helene Brydensholt, gjorde det meget klart fra talerstolen, at den forfejlede integrationspolitik i Europa skyldtes en flygtningefjendtlig retorik.

Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Alternativet bruger enormt mange kræfter i folketingsarbejdet den dag i dag på at trække udlændingepolitikken tilbage til den position, som både virkeligheden, erfaringerne og vælgerne flygter fra.

Ingen refleksioner over, hvad der sker i Danmark og Europa. Ingen forsøg på at forstå, hvorfor kultur og værdier spiller så stor en rolle for flere og flere mennesker. Borgere, som gerne vil bidrage til en ordentlig velfærd for de mange, bidrage til et godt bruttonationalprodukt og bidrage til, at vi tager os af de svageste. Men som ikke vil se en flok partier, der reelt ryster på hovedet af deres hverdagsoplevelser med kultursammenstød, religiøs social kontrol, dominansadfærd og herskerattitude.

Historierne og tallene flyver rundt næsten dagligt. En lille del af det tages op af de nationale medier. Men en meget stor del af denne virkelighed anmeldes ikke, høres ikke og opfanges ikke på Christiansborg. Biblioteker, der lukkes af i de ubemandede ydertimer, fordi de ødelægges, skolelærere, der henvender sig om social kontrol i klasseværelserne, og kvinder, der forulempes i det offentlige rum.

Helt dugfriske tal fra Justitsministeriet kan også bruges som eksempel: I de første seks måneder af år 2023 blev 307 unge mellem 15 og 18 år sigtet for ulovlige knive. Et ret stort tal i vores lille land. Af dem var 43,5 pct. af de sigtede unge indvandrere eller efterkommere.

Folk er trætte af det. Og mange er villige til både at stemple ud af klima- og fordelingskampen, hvis partierne, som ivrigt taler for begge dele, ikke forstår, hvad der foregår i dele af vores samfund.

Så hvad er det egentlig for en klub, som Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Alternativet synes, vi partier til venstre for midten skal skabe sammen på det her område? Det er svært at se.