Verden har brug for dansk landbrugs innovative førerposition
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Inden længe går 2023 på hæld – og heldigvis har året igen budt på vigtige debatter om, hvordan verdenssamfundet kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningerne. Debatter, som også i høj grad har handlet om den rolle, vi spiller i fødevareindustrien.
Herhjemme i Danmark fik vi i efteråret en forsmag på debatten om en CO2-afgift på landbruget forud for ekspertgruppens anbefalinger, som lander i starten af det nye år, og så sent som i december var vi i Danish Crown – i regi af den retssag om markedsføringsudsagn, vi er part i – selv aktive i debatten om virksomheders mulighed for at gøre grøn innovation til en konkurrencefordel.
Debatten er vigtig, og i Danish Crown anerkender vi fuldt ud, at det er afgørende, at hele den sektor, der producerer vores fødevarer, følger med udviklingen og bidrager til at nedbringe CO2-aftrykket.
I det hele taget er vi optagede af, at debatten om fødevaresektorens udvikling leder det rigtige sted hen for klimaet: et sted, hvor de virksomheder, der er længst fremme i bussen med klimatiltag og grøn innovation, understøttes og gives de bedste vækstbetingelser. Det gælder ikke kun overordnet set, men også for den indbyrdes konkurrence mellem virksomheder, der producerer kød.
I den forbindelse er det vigtigt at løfte blikket og se situationen i et perspektiv, der rækker ud over det danske kongerige. Det blev understreget i international sammenhæng for leden – i forbindelse med klimatopmødet COP28.
Her pegede FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, på, at den globale fødevareindustri er nødt til at øge produktionen af kød for at imødegå den udbredte sult og mangel på næringsstoffer, som især folk i udviklingslandene står over for. Vel at mærke i sammenhæng med, at folk i rigere lande er nødt til at spise mindre protein.
Global efterspørgsel på kød er stigende
I Danmark er der en forståelse for, at vi skal spise mindre kød – og det er også en virkelighed, som vi anerkender i Danish Crown. Det er sågar også en del af vores strategi at producere mindre, men bedre kød.
Det ændrer dog ikke på, at der i mange år fortsat vil være en global efterspørgsel på kød. Det er ikke bare noget, vi synes i Danish Crown – det er som nævnt noget, FN også peger på.
Derfor er det vigtigt, at både national og international regulering, der skal sikre en stærkere klimaindsats fra aktører i fødevareindustrien, ser flerdimensionelt på problemstillingen.
Det er ikke nok at tage højde for, at det er bedre for klimaet at producere plantebaserede produkter frem for animalske fødevarer. Man må også have blik for at fremme udviklingen hos de virksomheder, der gør det bedre end deres direkte konkurrenter inden for de forskellige fødevarekategorier.
Innovation skal fremavles, ikke begrænses
Dansk landbrug går ikke fri af at have en betydelig CO2-udledning – men sammenlignet med mange andre lande, hvor kødproduktion er en væsentlig del af fødevaresektoren, har vi en unik innovationsstyrke.
Den innovation skal fremavles, ikke begrænses. Den globale kødproduktion vil unægtelig bestå i mange år fremover – og derfor bør den for klimaets skyld foregå der, hvor produktionen har det mindst mulige klimaaftryk.
Der har Danmark særlige forudsætninger – godt hjulpet af, at vi i Danmark netop har en spirende debat om, hvordan vi sikrer de rigtige fremskridt. Det viste sig også i forbindelse med markedsføringssagen i Vestre Landsret, som to organisationer havde anlagt mod Danish Crown. Det er en retssag, som alle parter – uanset hvordan den ender – vil have lært noget af.
En nuanceret debat er med til at sikre, at udviklingen for både fødevaresektoren og klimaet leder det rigtige sted hen. Og når verden har brug for en øget kødproduktion, er der derfor om noget brug for den innovation på området, som vi står for i Danmark.