Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Her har du en robotstøvsuger – så klarer du resten selv, ikke?

Som gammel mand kan man blive aldeles overvældet, når man står over for frikommunens imødekommenhed.

Ove PedersenPensionist, Holstebro

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Holstebro Kommune er vistnok en såkaldt ”frikommune”. Normalt er der et utal af love, regler, forordninger og regulativer, som ”borgerne” skal overholde i hverdagen, men nu har jeg modtaget oplysning om en ”fritstillelse”.

Som en ældre herre har jeg med stor ydmyghed og taksomhed modtaget en ikke dårlig hjælp i hverdagen (nåh ja, hver anden uge), så jeg er med andre ord godt hjulpet.

Fremadrettet (frygteligt ord) skal jeg nu ikke mere døje med støvsugningens larm, idet nogle kloge personer, hvoraf nogle – ifølge eget udsagn – er sat i verden for lige at bestride netop dette, nemlig at hjælpe andre personer – vi borgere – af med problemer.

Ifølge visse regler og paragraffer skal jeg – trods helbredsmæssige skavanker – anskaffe mig en robotstøvsuger, og så kommer glæden ved at være fritstillet. Min gode kommune vil nemlig slet ikke foretage mere utidig indblanding i, hvor og hvorledes anskaffelse og instruktion kan foretages – for ikke at tale om økonomisk formåen, hvorfor andre med god forstand sikkert vil hjælpe – menes der nok med dette såkaldte ”tiltag”?

Endvidere er dørtrin, tæpper, måtter, møblers placering m.v. ikke et ”issue” for en visitators bedømmelse mere, da dette nu er transformeret til privatlivets fred og dermed sagen uvedkommende – så vedkommende vil med god faglig uddannelse og praktisk baggrund foretage en uvildig bedømmelse af såvel min åndelige som fysiske habitus.

De sparede timer med støvsugning må skulle bruges til anden service for nogle borgere, hvis da ikke nogle hjælpere kan spares væk, som det før er sket, eller også får nogle ledere et lidt uoverskueligt scenarie, hvor flere skal involveres, for ikke at nævne konsulentbistand, som senere bliver permanent?

Nå, måske egner min hjerne sig ikke til sådanne problemstillinger med svære tanker, og ellers må jeg stemme på ”de rigtige” næste gang, og her glemte jeg så lige, at alle disse dygtige mennesker i administrationen jo ikke skal vælges, men er nærmest statiske! Citat fra en politisk revytale: »Der skal øves ret og skeles til alle sider.«