32.000.000.000 kr. til velfærd er bestemt ikke ”peanuts”

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg forleden medvirkede i ”Debatten” på DR2, blev jeg mindet om en pointe fra salig Margaret Thatcher.

I et tv-program, der løb over skærmen i 1976, konstaterede den senere premierminister i Storbritannien, at problemet for socialisterne var, at de altid »løber tør for andre folks penge«.

Selvom Jernladyens udtalelse snart har 50 år på bagen, så er den kun blevet mere relevant. For ifølge socialisterne er der også i dag en løsning, der med et fingerknips kan løse alle verdens problemer: Hæv skatterne for helt almindelige mennesker.

Af samme årsag har venstrefløjen nu i ugevis brokket sig over, at Venstre har tilkæmpet sig skattelettelser for 10 mia. kr. De 10 mia. kr. er ifølge venstrefløjen et så astronomisk beløb, at det vil få fatale konsekvenser for børn, unge, syge og gamle, hvis de ryger tilbage i lommerne på dem, der har betalt dem, i stedet for at gøre den offentlige sektor endnu større.

Og hvor jeg måske kunne følge bekymringen en lille smule, hvis vi havde lagt op til at skære i velfærdsydelserne for at få råd til skattelettelserne, så undrer modstanden mig helt oprigtigt, for Venstre lægger sammen med resten af regeringen op til både skattelettelser og velfærd. Ikke enten-eller. Både-og.

Der afsættes yderligere 32 mia. kr. til kernevelfærd, men det blev i ”Debatten” på DR2 affejet som peanuts. Så 10 mia. er vildt mange penge, hvis de går til skattelettelser, men 32 mia. er peanuts, hvis de går til velfærd.

De mange milliarder ville ikke ændre noget, lød det gentagne gange i udsendelsen. I stedet skulle man afblæse de planlagte skattelettelser og i stedet tilføre mange, mange, mange flere penge til den offentlige sektor. Hvor mange ekstra penge der var brug for, fremgik ikke helt klart.

Når man påstår, at 32 mia. er småpenge, så udviser man mangel på respekt over for de millioner af danskere, der hver dag går på arbejde for at forsørge sig selv og deres familier.

32.000.000.000 kr. svarer til de samlede skatteindbetalinger fra knap 280.000 danskere.

Jeg anerkender, at der flere steder er udfordringer i vores kernevelfærd. De fantastiske sygeplejersker og sosu’er har for travlt, de dygtige politi- og fængselsbetjente har for travlt, og vores engagerede pædagoger, skolelærere og socialrådgivere har for travlt.

Men er løsningen blot at hælde flere penge i sektoren, som socialisterne mener? I forvejen er den offentlige sektor i Danmark blandt verdens allerstørste. Selv når vi nu bruger 32 mia. kr. ekstra, så hører vi fortsat historier om, at pengene ikke rækker.

Send flere penge, er ikke svaret på velfærdssamfundets udfordringer, som vi senest så i ”Operation X: Nødråb i natten”, der dokumenterer de tragiske hændelser på et bosted for handicappede. Her møder vi Mathias på 19 år, der ligger alene og skriger i en time og 14 minutter, og en ung mand, der ligger og slår sig selv, alt imens en medarbejder sidder og glor på Netflix.

Havde det hjulpet, hvis der havde været to medarbejdere, der så Netflix? Næppe. Flere hænder er ikke løsningen på alt.

Jeg tror på, at vi kan komme langt længere med frisættelse, konkurrence og mindre bureaukrati.

Forleden kunne en BT-journalist fortælle, at pædagogerne i hans drengs daginstitution har skrevet rapporter, når drengen har haft en ærtepose på hovedet, når han har leget med en gravemaskine, og det er naturligvis også dokumenteret, at drengen på halvandet år har plantet solsikkefrø i en urtepotte.

Den slags rapporter er givetvis opstået i et behjertet forsøg på at forbedre børnenes trivsel, men det er pseudoarbejde. Der bliver skrevet alt for meget i den offentlige sektor, som aldrig bliver læst. Vi skal væk fra papirnusseriet og tilbage til menneskeligt nærvær.