Fortsæt til indhold
Debatindlæg
Rosa EriksenMF, social- og ligestillingsordfører (M)

Vi kan ikke både holde fri og forvente, at staten betaler dét der kejsersnit

Jeg mener, vi skal kigge ind i, hvordan vi arbejder, og ikke hvor mange timer om ugen. Vi skal kunne leve med at gå på arbejde, men vi må ikke glemme, at vi også lever af at gå på arbejde.

Er tiden vokset fra en egentlig velfærdsstat? Er spørgsmålet i virkeligheden, hvad der har den højeste værdi for os: frihed eller velfærdsydelser? spørger Rosa Eriksen. Arkivfoto: Benjamin Krog

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nogle mener, at man er en power woman, hvis man både kan arbejde 50 timer om ugen og have børn, andre mener, at man skal arbejde langt mindre – især mens man har små børn. Som folketingspolitiker og mor til små børn bliver jeg ofte spurgt, om jeg er et overmenneske. Fordi jeg både er mor og arbejder rigtig meget. Til det må jeg bare svare: Nej, jeg er ikke noget overmenneske. Jeg er gift. Jeg er rigtig godt gift. Min mand arbejder også fuld tid. Er det hårdt? Ja. Får vi hjælp af fantastiske bedsteforældre? Ja. Så jeg og min familie lever op til den såkaldte samfundskontrakt.

Vi har indrettet et velfærdssamfund, hvor vi har fri adgang til folkeskole, vi skal ikke betale for fødselshjælp eller kejsersnit, læge eller sygehus, og vi betaler faktisk kun vejafgift på Storebæltsbroen. Den del, tror jeg, de fleste af danskerne er enormt glade for, selvom vi selvfølgelig har store problemer med kvaliteten af den hjælp, vi får. Men princippet fejler ikke noget. Samfundskontrakten går jo i sin enkelthed ud på, at vi betaler en rigtig høj skat – en af de højeste i verden, som finansierer det der kejsersnit eller de dræn, som børnene skal have i ørerne. Hvis vi så alle sammen stempler ud af arbejdslivet tidligt, gør vi pludselig regning uden vært, og de velfærdsydelser, som vi alle nyder godt af, vil smuldre mellem hænderne på os. Men det betyder ikke, at debatten om det gode og sunde arbejdsliv ikke er berettiget. Under corona så vi, hvordan virksomhederne slap deres medarbejdere mere fri. Fri til at arbejde, når det passede, og fri til at arbejde hjemmefra. Det er noget især småbørnsfamilier nød rigtig godt af. Hvordan imødekommer vi som samfund de udfordringer, som især småbørnsfamilier har? Alle er jo ikke rigtig godt gift eller har fantastiske bedsteforældre.

Er det ikke et kunstigt modsætningsforhold, hvis vi tror, at vi enten skal levere vores del af samfundskontrakten eller have tid til familie, fritid, rejser og alt det, som vi mennesker også består af? Vi skal kigge ind i, hvordan vi arbejder, og ikke hvor mange timer om ugen. Vi skal kunne leve med at gå på arbejde, men vi må ikke glemme, at vi også lever af at gå på arbejde. Man kunne måske arbejde fri af tid og sted? Man kunne måske også arbejde mere i nogle dele af livet end i andre? Bare fordi vi gjorde noget på én måde i går, behøver det ikke være sådan i morgen. Det burde flere danske virksomheder være opmærksomme på.

Eller er jeg galt på den? Er tiden vokset fra en egentlig velfærdsstat? Er spørgsmålet i virkeligheden, hvad der har den højeste værdi for os: frihed eller velfærdsydelser? Det kræver en demokratisk samtale. Hvad er det egentlig, vi vil? For vi kan ikke alle sammen vælge at arbejde mindre og samtidig forvente, at dét der kejsersnit er fuldt finansieret over de andres skat.