Borgerne skal kunne se, hvad politiet laver
Kan et kamera på politiuniformen give større gennemsigtighed og få både borgere og politi til at føle sig sikrere? Muligvis. Men det kræver, at en række sikkerhedsforanstaltninger er på plads.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Idéen om kropskameraer på politibetjente er ikke ny, men spørgsmålet er blusset op igen efter en omstridt anholdelse af en journalist i København i september. Nu har en DR-dokumentar sat fokus på påstået politichikane af en familie i Vejle.
I en tid, hvor teknologien konstant udvikler sig, og hvor samfundets behov for sikkerhed, tryghed og gennemsigtighed vokser, er kropskameraer blevet et udbredt værktøj i mange lande, især inden for politi- og sikkerhedsbranchen. Bare ikke i Danmark – hvilket kan undre, når man ser på stigningen i klager over politiets adfærd de senere år.
For nylig meldte Politiforbundet og regeringspartier sig da også på banen med en udmelding om, at kropskameraer kan gavne på flere parametre, og at man ikke er afvisende over for at indføre det i Danmark. Det vil være til gavn for både politiet og danskerne generelt – forudsat at de rette hensyn og sikkerhedsforanstaltninger er på plads.
For ligesom med al anden teknologi har kropskameraer både fordele og ulemper. Blandt fordelene er, at kameraerne giver mulighed for objektiv dokumentation af hændelser. Dette kan være med til at beskytte både borgere og betjente ved at give et klart billede af, hvad der faktisk skete. Det så vi blandt andet, da en politibetjent i USA blev dømt for drabet på George Floyd, en afroamerikansk mand, i 2020. Optagelserne fra politiets kropskameraer spillede en central rolle for bevisførelsen, der fik betjenten dømt.
For selvfølgelig bør det have konsekvenser, hvis en politibetjent overtræder sine beføjelser. På den anden side bør en politibetjent frikendes, hvis han eller hun blot har udført sit job og oplevet unødvendig aggression fra en borger.
I Danmark er det i dag ofte borgeres private mobiloptagelser, der bliver brugt til bevisførelse i lignende sager. Dette beror på tilfældigheder, som f.eks. om hele hændelsen bliver optaget. Kropskameraer på betjentene vil medvirke til, at domstolene kan forholde sig til et mere fuldendt billede.
Erfaringer indikerer desuden, at både politi og borgere opfører sig mere ansvarligt, når de ved, de bliver filmet. Det viser erfaringer fra bl.a. Sverige, hvor betjente i forstæder til Stockholm blev udstyret med kropskameraer i 2018. Kameraerne førte til en mærkbar reduktion i visse former for chikane, især overgreb med sten og kanonslag. Seksuel chikane mod kvindelige betjente faldt også. Men der er også faldgruber, især i forhold til beskyttelse af borgeres privatliv.
Særligt fire sikkerhedsforanstaltninger bør derfor være på plads ved en indførelse af teknologien:
– Klare retningslinjer: Der bør udarbejdes klare retningslinjer for, hvornår kameraerne må tændes, og hvornår de skal slukkes. Klare regler skal sikre, at betjente ikke tænder og slukker kameraer efter forgodtbefindende. Det skal også sikre, at borgernes ret til privatliv respekteres.
– Automatisk sletning: Data, der ikke er relevant for en sag eller hændelse, bør automatisk slettes efter en kort periode for at beskytte borgernes privatliv.
– Uafhængigt tilsyn: Der bør etableres en uafhængig instans, der fører tilsyn med brugen af kropsbårne kameraer, og som kan behandle klager fra borgere.
– Kryptering og sikker opbevaring: Optagelserne bør krypteres og opbevares sikkert for at forhindre misbrug og lækage. Kun en snæver og autoriseret kreds bør kunne tilgå optagelserne.
Opsummerende er kropskameraer et kraftfuldt redskab, der kan øge sikkerheden, trygheden og gennemsigtigheden i mødet mellem politiet og borgerne. Men som med alle teknologiske fremskridt kræver det omhyggelig planlægning, træning og opfølgning, så de bruges effektivt og ansvarligt. Med de rette tiltag kan politikere og myndigheder sikre, at kameraerne bliver en integreret, etisk forsvarlig og værdifuld del af politiets værktøjskasse.