Staten skal anerkende, at museer har stor betydning for turismen
De statsanerkendte museer er sværvægtere i museumslandskabet, og reformen bør understøtte et systematisk arbejde for at styrke de internationale besøgstal.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En museumsreform har længe været efterspurgt, og det er glædeligt, at kulturministeren har taget livtag med denne svære opgave. Til formålet har han nedsat en arbejdsgruppe, der til oktober skal komme med anbefalinger til en reform på museumsområdet. Opgaven med at finde vej ud af tilskudslabyrinten kan dog synes vanskelig, men nødvendig.
Arbejdsgruppen skal se nærmere på museernes lovbestemte opgaver, men også kortlægge de ikke-lovbestemte opgaver. Til de sidstnævnte hører museernes rolle som centrale aktører i turismelandskabet. Attraktive kulturoplevelser som museer er helt afgørende i Danmarks kamp for at træde i karakter som et relevant rejsemål.
De ca. 400 mio. kr., som staten årligt tildeler de statsanerkendte museer, bør ikke kun ses i lyset af de lovbestemte opgaver, men også holdes op mod den betydelige gevinst, som udenlandske turister giver landet retur. I reformarbejdet bør der derfor gives god plads til turismen som en x-faktor, der kan udvikle museerne yderligere. Ikke alene, men som et bidrag til at sikre det enkelte museum økonomisk bæredygtighed i kraft af den store egenindtægt, de ofte højt betalende turister lægger.
De udenlandske turister bidrager positivt til Danmarks betalingsbalance. Deres forbrug i Danmark udgjorde op til corona-årene samlet næsten 62 mia. kr. årligt. Turismen er dermed blandt vores største eksporterhverv. Fra Visit Denmarks undersøgelse af de internationale kulturturister i Danmark ved vi, at attraktive kulturtilbud har stor betydning. Den seneste undersøgelse fra 2019 viste, at 43 pct. af de udenlandske gæster betegner sig selv som kulturturister. Det kan igen deles op, så det gælder for 54 pct. af storbyturisterne og 36 pct. af kyst- og naturturisterne. Kulturturisme med andre ord en afgørende faktor i udviklingen af museumslandskabet.
De statsanerkendte museer er sværvægtere i museumslandskabet, og reformen bør understøtte et systematisk arbejde for at styrke de internationale besøgstal. Museerne skal skabe enestående oplevelser. Ligesom vi har set de bedste restauranter sætte Danmark og nordisk gastronomi på verdenskortet. På samme måde skal museerne bygge videre på deres succes.
Som land må vi anerkende, at museernes betydning for turismen også er af national betydning, og med statslige midler investere i udviklingen, så vi kan sikre flere internationale gæster. Det bør være en klar, strategisk målsætning.