Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Støj er ikke et uundgåeligt onde

Det er på tide, at vi i højere grad prioriterer støj.

Metin Lindved AydinArkitekt, medlem af Aarhus Byråd for De Radikale og medlem af teknisk udvalg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Støj er blevet en del af livet i vores byer og bebyggelserne langs de større veje. Trafik, byggeri, industri, festivaler og andre arrangementer bidrager alle til et stigende støjniveau, der påvirker tusindvis af borgere. Men bag larmen ligger en skjult trussel mod vores sundhed og livskvalitet.

Det er alarmerende, hvor lidt opmærksomhed der er blevet viet til de sundhedsmæssige konsekvenser af støjforurening. Talløse undersøgelser har vist, at langvarig eksponering for støj kan føre til en række helbredsproblemer. Søvnløshed, stress, angst og depression er blot nogle af de psykiske konsekvenser, mens hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk, diabetes, kræft og høreskader er blandt de fysiske følger. Støj kan også påvirke indlæring og koncentration. Samfundsøkonomisk koster støj kassen. Men det er den enkeltes oplevelse af den vedvarende støjpåvirkning, som kan være ødelæggende for livskvaliteten.

Det er på tide, at vi i højere grad medtænker støj, når vi udvikler vores by og kommune. Dette kræver en integreret tilgang, der involverer byplanlægning, trafikregulering og bevidsthedskampagner. Byplanlæggere skal prioritere større afstand mellem boligområder, meget trafikerede veje og industriområder. Reducerede hastighedsgrænser, fremme af grøn transport og kollektiv trafik er afgørende for at mindske trafikstøj. Måske er tiden også til, at vi går videre og udfordrer de gængse støjgrænser, for vi ser jo, hvordan borgere påvirkes negativt, selv når støjgrænserne er overholdt. Det gælder især for lavfrekvent støj, der kan bevæge sig langt, og det er især den, som generer, når den tunge trafik buldrer forbi, eller når den dybe bas sætter takten til en koncert. Det kan vi adressere i byrådssalen og i teknisk udvalg.

En vigtig del af løsningen er at øge bevidstheden om støjforureningens konsekvenser og skabe et bredt samarbejde i kommunen. Støj som tema skal italesættes som en fælles udfordring, som vi alle kan bidrage til at nedbringe. Borgerne kan spille en aktiv rolle ved at indberette støjforurening og påvirke myndighederne til at handle på problemet, men også ved at være opmærksom på egen adfærd.

Ud over forbedringerne af folkesundheden vil en støjreduktion også medføre betydelige økonomiske og sociale fordele. Forbedret sundhed vil reducere omkostningerne til sundhedspleje, og øget produktivitet på arbejdspladsen vil styrke økonomien – og selvom kommunens og regionens økonomier ikke er forbundne kar, vil det som ringe i vandet få en positiv betydning for os alle sammen.

Sundhedsskadelig støj i byen er ikke et uundgåeligt onde, men en udfordring, som vi kollektivt kan tackle. Gennem et bredt samarbejde mellem byplanlæggere, myndigheder, virksomheder og borgere kan vi skabe støjsvage miljøer, der forbedrer folkesundheden og livskvaliteten for alle. Det er på tide, at vi i højere grad prioriterer støj og arbejder sammen om at reducere den.

Artiklens emner
Sundhed