Læserbrev: Motorvejen er mejslet i porøs sten
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Transportordførerne fra Socialdemokratiet, Venstre og Konservative forsikrede i onsdagsavisen, at der ville komme en motorvej forbi Viborg. Det står ”mejslet i sten”, at viborgenserne ikke ville slippe for at få vores landskab ødelagt af en motorvej fra Løvel til Klode Mølle. Det må være en porøs sten, den beslutning er mejslet i.
Et flertal af den danske befolkning mener ifølge mediet Mobility Watch, at infrastrukturaftalen bør genåbnes. Klimakrisen er blevet forværret, og krigen i Ukraine koster penge og giver usikkerhed.
Det er alt sammen gode grunde til at genåbne det indgåede forlig.
De er bange for os
Når de tre trafikordførere stædigt holder fast i ikke at åbne infrastrukturaftalen, kan det kun være fordi de er bange for os. Vores løsningsforslag kan betyde, at de må sige farvel til deres drøm om en unødvendig motorvej.
I foreningen HærvejsmotorvejNEJTAK agiterer vi for en langt mindre indgribende, men fuldt tilstrækkelige løsning for Viborgs trafikproblemer. Ved at udvide Hovedvej 13 til en 2+1 eller 2+2 vej, vil trafikken nord – syd sagtens kunne passere. Ved at erstatte de mange rundkørsler på ydre Ringvej vil den øst – vest gående trafik også kun glide nemt gennem eller forbi Viborg.
Denne løsning er langt mere klimavenlig og billig end en motorvej. Hvorfor så ikke vælge denne løsning ?